fbpx

Pas De Faux kan blive Neuroths 21. Derbyvinder

Efter en træg indledning på sæsonen med træningsproblemer i Köln og efterfølgende halsinfektioner, er Wido Neuroths stald nu tilbage i lynende form. Vel understreget af en overlegen sejr i Norsk Derby Trial til Øvrevoll-debutanten Pas De Faux.



Jan-Erik Neuroth placerede fra start sin hest udvendigt som anden bag storfavoritten Tuwaiq (Elzaam), og de to heste styrede begivenhedernes gang indtil opløbet, hvor Pas De Faux efter et par hundrede meter fol alvor fik overtaget.

Inde i banen forsøgte I Rest My Case (Deceptor) sig uden at udgøre nogen form for trussel, men som anden gennem mål var præstationen hverken skuffende for træner Annike Bye Hansen eller for kredsen bag søndagens danske Derbykandidat Hear The Drums (Appel Au Maitre), der senest slog netop I Rest My Case i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer.

Til gengæld skuffede Tuwaiq sine forbindelser som syvende gennem mål, og tiden er nu ved at være knap for Niels Petersen, såfremt han skal få hesten tilbage til sit 2-årsniveau inden Norsk Derby den 21. august.


Pas De Faux og Jan-Erik Neuroth triumferer i Norsk Derby Trial. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com.

For Wido Neuroth kunne timingen dog ikke være bedre, og vindende Pas De Faux ser lige nu ud til at være den værste konkurrent imod årets svenske Derbyvinder, Hard One To Please (Fast Company).

Pas De Faux blev købt for 220,000 guineas på sidste års Tattersalls October Yearling Sale Book 1. Han er søn af Prix du Moulin (Gr.1)-vinderen Vadamos (Monsun) og ud af den vindende Galileo-datter Starry Messenger, som i forvejen er mor til Park Express Stakes (Gr.3)-3’eren Starbright (Duke Of Marmalade) og halvsøster til Gamely Stakes (G1)-vinderen Tuscan Evening (Oasis Dream) og Listed-vinderen Barbican (Hurricane Run).

Pas De Faux havde kun tre tidligere starter bag sig. To på Bro Park i fjor uden at vinde, og senest i sæsondebuten i Svenskt Derby Trial, hvor han slet ikke tacklede dirten og sluttede langt bag vindende Chiefof Comanches (Gormley).

Dette var altså blot hestens fjerde karrierestart – og den første hjemme på Øvrevoll.


2-årige Starlight Song kan blive Wido Neurot og Stall Perlens tredje Amacita-vinder på stribe. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com.

En anden overlegen vinder for Stall Perlen, Wido og Jan-Erik Neuroth var den 2-årige hoppe Starlight Song (Starspangledbanner), der let aflagde sin maidentitel med fem længder foran Money Mission (Noble Mission) og Daniella (Giant Sandman).

Starlight Song blev købt for 250,000 euro på sidste års Goffs Orby Sale, og akkurat som Pas de Faux igennem Peter & Ross Doyle Bloodstock.

Starlight Song kan meget vel tænkes at gå direkte mod Amacitalöpning på Bro Park den 28. august – et løb som Wido Neuroth og Stall Perlen har vundet de to seneste sæsoner med Thunderey (Night Of Thunder) og Mystery Night (Night Of Thunder).

Meget kunne tyde på en gentagelse i år.


Muriel Machado vinder på ryggen af 4-årige Hollywoodboulevard, som nu går mod Breeders’ Trophy Mile på Bro Park. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com.

Niels Petersen stod ikke tilbage for Wido Neuroth hvad antallet af sejre angik.

Den første af to vindere til championstalden stod The JC Organizations Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard) for, da han besejrede Kasai (Center Divider) i Ole Larsen Young Riders Championship Mile.

Danskopdrættede Hollywoodboulevard, der forsvarede sit handicap på 85 og løb med topvægten 65 kilo, blev redet til sejr af Muriel Machado, som overtog ridtet fra skadede Oliver Wilson.


Wishformore vinder Pretty Girl Eliteløp under Carlos Lopez. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com.

Siden vandt Petersen også med endnu en danskopdrættet hest i form af Wishformore (Center Divider), der tog Pretty Girl Eliteløp med en god længdes afstand til Swedish Dream (Helmet) og Simply Minds (Belardo).

Wishformore, der er halvbror til den tredobbelte Scandinavian Open (Gr.3)-vinder Suspicious Mind (Appel Au Maitre), blev selv Gruppe-3-vinder i fjor ved sejren i Oslo Cup, og næste start bliver efter alt at dømme Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på den norske Derbydag.

Den første afdeling af Ole Larsen Young Riders Championship blev en double til Göteborg-træner Åsa Edvardsson, da Tootick (Dandy Man) med Alan Wallace på ryggen slog Tears In Heaven (Al Shemali) med Rebecca Stålhandske.

Og det blev til to gange mere Sverige.

Først fortsatte Annette Stjernstrand og Nathalie Mortensen den forrygende form med Scytale (Power) i Norsk Rikstoto Cup, og til slut vandt Caroline Malmborg Giant Sandman Cup med Quagmire (Le Havre). Hér var Jacob Johansen i sadlen på vinderen.


Resultater: Øvrevoll, onsdag 3. august

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top