fbpx

Otte Breeze Up-heste til Skandinavien fra Goffs UK/Arqana

Svenske, norske og danske kunder handlede onsdag otte 2-årige heste hjem til en samlet værdi på 482.500 pund, svarende til 4.000.000 danske kroner.


De to breeze up-auktioner hos Goffs UK og Arqana var slået sammen til én på grund af Covid 19-situationen, og begge salg skulle have været afholdt i henholdsvis april og maj.

De britiske karantæneregler betød også, at skandinaviske købere ikke selv kunne være på plads i Doncaster, og i stedet blev internationale agenter og den nye platform Goffs Online brugt til budgivningen.


Lot 65, fuks hingst v. American Pharoah, købt for 110.000 pund af The JC Organization. Foto: Goffs UK.

Første skandinaviske handel stod danske The JC Organization for, da de igennem Filip Zwicky Agency sikrede sig lot 65, en fuks hingst efter Triple Crown-vinderen American Pharoah (Pioneerof The Nile), for 110.000 pund.

Det var i øvrigt nøjagtig samme pris som The JC Organization i fjor betalte for deres første breeze up-hest, Gulfstream Tiger.

American Pharoah-sønnen, der blev fremstillet af Oak Tree Farm, er opdrættet i USA og ud af Santa Ysabel Stakes (Gr.3)-vinderen Final Fling (Bertrando), som desuden var tredje i Santa Anita Oaks (Gr.1). Final Fling er i forvejen mor til fire vindere i USA.

Den fukse hingst går nu træning hos Niels Petersen, der bl.a. også træner Voter-vinderen Bullof Wall Street for Alice Weiste og John Christensens The JC Organization.


Lot 73, brun hingst v. Will Take Charge, købt for 100.000 pund af Stall Perlen.

Næste handel stod det norske ægtepar Bente og Magne Jordangers Stall Perlen for, da de igennem Peter & Ross Doyle Bloodstock købte lot 73 for 100.000 euro.

Den brune hingst er efter Travers Stakes (Gr.1)-vinderen Will Take Charge (Unbridled’s Song) og ud af en vindende Scat Daddy-helsøster til Listed-vinderen Kyriaki.

Moderlinjen rummer også navne som den tredobbelte Grade-1-vinder Stellar Jayne og den dobbelte Grade-1-vinder Starrer.

Will Take Charge-sønnen går i træning hos Wido Neuroth på Øvrevoll.


Derefter kom turen til den svenske agent Stefan Uppström, der handlede to lots på stribe. Først lot 81, en skimmel hingst efter Markaz (Dark Angel), der kostede 11.500 pund i ringen.

Hingsten er første afkom ud af Holy Roman Emperor-hoppen Hollybrowne, der selv er halvsøster til den dobbelte Gruppe-3-vinder Jazz Princess og fra samme moderlinje som Middle Park Stakes (Gr.1)-vinderen Zieten.

Siden handlede Stefan Uppström for 15.000 pund også lot 105, en hingst efter Prince Of Lir ud af en ustartet Manduro-datter. Begge heste blev handlet på vegne af svenske kunder.


Også lot 116 endte på skandinaviske hænder, da B.B.A. Ireland for 16.000 pund fik hammerslaget på den mørkebrune hingst på vegne af Fellowship Racing.

Hingsten er efter Bated Breath (Dansili) og halvbror til tre vindere, mens moderen My Broken Drum (Slickly) er halvsøster til både Gruppe-2-vinderen Quiet Oasis (Oasis Dream) og Gruppe-3-vinderen Young Pretender (Oasis Dream).

Hingsten går i træning hos Niels Petersen.


Og netop Niels Petersen fik sin tredje Breeze Up-hest hjem i form af lot 146, der blev købt for 60.000 pund igennem agenten Edgar Byrne på vegne af Stall Trick Or Treat.

Den amerikanskfødte hingst, der allerede er navngivet Noble Justice, er efter Frankels helbror Noble Mission (Galileo) og første afkom ud af den ustartede The Factor-datter Ruby Frost.

Mormoderen Jesse’s Justice er Listed-vinder i USA og mor til fem vindere ud af lige så mange startende afkom, heriblandt Grade 3-placerede Swear It By og Listed-placerede Shea Darby.

Fra samme moderlinje kommer i øvrigt også den tidligere danske Derby- og Scandinavian Open-vinder Federico.

Samtlige seks køb på Goffs UK Breeze Up var forhåndsanmeldt til Sveriges Derby og Oaks-serie i 2021.


På Arqanas del af auktionen lagde agent Morten Buskop ud med at købe lot 222, en brun hingst efter Invincible Spirit-sønnen Territories, der har sine første 2-årige på banerne i år.

Moderen, den dobbelte vinder Balance (Pivotal), er ud af Prix Isola Bella (L)-vinderen Danella (Highest Honor) og helsøster til Prix des Lilas (L)-vinderen Azabara.

Danella er igen halvsøster til den vindende hoppe Dictatrice (Diktat), som igen er mor til den skandinaviske tophoppe og flerdobbelte Listed-vinder Tatoosh (Xaar).

Morten Buskop købte hingsten for 60.000 pund på vegne af Lone Kaj-Nielsen, og hesten går i træning hos Bent Olsen på Klampenborg.


Endelig blev det til endnu et køb for Stall Perlen, da Peter & Ross Doyle fik hammerslaget på lot 235, en fuks hoppe efter Night Of Thunder (Dubawi) ud af den ustartede Dansili-datter Demesne.

Demesne er halvsøster til Listed-vinderen Dux Scholar (Oasis Dream) og ud af Cheshire Oaks (L)-vinderen Alumni (Selkirk). Alumni er igen halvsøster til Gruppe-2-vinderen Bad Bertrich Again og Gruppe-3-vinderen Prolix.

Stall Perlen gav 110.000 pund for Night Of Thunder-hoppen, der nu også starter sin løbskarriere hos Wido Neuroth på Øvrevoll.


Resultater: Goffs UK / Arqana Breeze Up Sale 2020

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top