fbpx

Or Harry – er historien på vej til at gentage sig, igen?

Chess Racing, Jessica Long og Shane Karlsson vandt The Macallan Dansk Derby i fjor med Ready Teddy. Nu kan samme trios Or Harry med rette kaldes for ny favorit til 2021-udgaven, efter han i sin første start på græs udklasserede sine konkurrenter i Guineas Trial.


Or Harry og Shane Karlsson vinder legende let Guineas Trial foran favoritten Good Fortune. Foto: Burt Seeger.

Or Harry havde indledt sin løbskarriere med tre starter uden at vinde på Jägersro, men ligesom med den et år ældre og nært relaterede Moomba (Australia) for en uge siden slog Klampenborg/Mondschein-faktoren til igen.

Lawman-sønnen mødte i Guineas Trial fra lige vægt den højest handicappede kandidat til The Macallan Derby, sæsondebuterende Good Fortune (Appel Au Maitre) fra lige vægt, og afstanden på målstregen kunne sagtens have været større end de officielle 3,5 længder.

Or Harry brød i banen op mod målstregen. Foto: Burt Seeger.

Or Harry brød nemlig kraftigt i banen på vej op mod målstregen – i øvrigt nøjagtig som hans mormor Vigelegeres halvbror Sibelius gjorde i sin første start på Klampenborg som 3-årig tilbage i 2004.

Sibelius vandt også sin Klampenborg-debut efter at have løbet på Jägersro forinden, og han fortsatte siden med en andenplads i Dansk 2000 Guineas hvorefter han både vandt Dansk Derby og Dansk St. Leger.

Sibelius ved Derbysejren på Klampenborg i 2004. Foto: Burt Seeger.

Sibelius var den første af Benny Anderssons heste ud af den franske Listed-vinder Mondschein (Rainbow Quest) der betrådte Klampenborgs græs.

Han var trænet af Jessica Longs forældre Caroline og Berndt Strömberg.

Siden har øvrige familienavne som Vigelegere, Ray, Sergel og Inaya brillieret med storløbstriumfer i København.

Or Harry og Shane Karlsson modtages af Jessica og Padraig Long. Foto: Burt Seeger.

Og netop sidstnævnte Inaya (High Chaparral), der som 3-årig vandt Dansk Oaks og Dansk St. Leger og som ældre vandt Fawzia Stakes, Skandinavisk Grand Prix og var anden i Scandinavian Open Championship (Gr.3), er mor til Or Harry.

Og han er hendes første afkom.

Inaya/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.
Or Harrys mor, Inaya. Foto: Burt Seeger.

Efter lørdagens opvisning i Klampenborgs Guineas Trial er Or Harry i første omgang klar forhåndsfavorit til Dansk 2000 Guineas lørdag den 29. maj – men efter at have vundet så eftertrykkeligt foran vinterpausens Derbyfavorit Good Fortune, må Or Harry også have overtaget favoritværdigheden til den første søndag i august.

Det er stadigvæk “early days” – men historien har det jo med at gentage sig.

Dét skriver Benny Andersson og Jessica Long gerne under på.



OR HARRY (ire)
brun vallak 2018
v. Lawman (Invincible Spirit)
1. mor Inaya (High Chaparral)
2. mor Vigelegere (Be My Chief)
3. mor Mondschein (Rainbow Quest)
Søskende i Skandinavien: Første afkom
50.693 DKK.
Hcp.: 72 (inden Guineas Trial).
Ejer: Chess Racing.
Træner: Jessica Long.
Opdrætter: Chess Racing.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste nyheder