fbpx

Olsen vurderer ugens startheste: “Irish Fire er langt fremme i Svenskt Derby”

Bent Olsen har repræsentanter fra stalden til start både fredag i Klampenborg og på lørdag og søndag i Malmö – heriblandt den irske import Irish Fire i Svenskt Derby. “Jeg har booket Eddie Pedroza til ridtet, og Irish Fire er langt fremme på søndag”, fortæller Olsen i dette interview, hvor han kommer rundt om samtlige ugens startheste.


Good To Go. Foto: Burt Seeger.

Vi starter på Klampenborg, hvor 3-årige Good To Go (Zoffany) er ude i et udskrevet løb for heste som ikke har vundet mere end en enkelt gang.

”Hun var uheldig senest i Oslo, hvor hun blev bortvist fra start. Hun var kommet ind i boksen, men bakkede ud igen og kom ikke med. Der var en grund til, at vi ville tage chancen med hende i 1000 Guineas, og hun holder sin gode form. Jeg håber det går bedre denne gang”.


Geoffrey. Foto: Burt Seeger.

I Klampenborg Classic er stalden repræsenteret ved Geoffrey (Dark Angel), en lillebror til én af staldens mest markante heste hidtil i år, Nascetta (Dubawi).

Geoffrey mangler fortsat at bevise hvor god han er, men jeg tror på at det sker på lørdag, hvis bare banen er lige så fin som den har været her til morgen. Vi har fået en hel del regn i Klampenborg, og det var tiltrængt”.

To heste kommer til start i 3. løb, et klasse-3-handicap over 1800 meter.


Miss Twenty. Foto: Burt Seeger.

Liberian Girl har virkelig skuffet mig i år og er netop blevet sat til salg. Hun kan i hvert fald mere end hun har vist hidtil i denne sæson”.

Miss Twenty har til gengæld haft en brav sæson så langt, og hun holder holder formen fint. Hun sælger altid sig selv dyrt”.


Lazy Susan. Foto: Burt Seeger.

I Derby Trial Stakes er det sidste chance for Swipe-datteren Lazy Susan, hvis hun skal nå at kvalificere sig til The Macallan Dansk Derby.

”Min plan er at hun vinder, for det er tæt på at være et krav for at nå med. Heldigvis er der et par gode konkurrenter imod os, så vi kan få et højt nok tal”.


Lørdag sender Bent Olsen en enkelt hest mod Jägersro i form af 2-årige Glory Of Lancome (Cotai Glory).

”Han er en rigtig fin hest, som gjorde det godt med andenpladsen i debuten bag Leas hest (Giovanni Torkdahl, red.). Jeg har selvfølgelig svært ved at vurdere konkurrenterne, men hvis han går på Jägersros underlag må han have en god chance”.


Elione Chaves med Nascetta. Foto: Burt Seeger.

Den svenske Derbydag byder på seks kandidater fra Olsens regi.

Først ude er Nascetta i Margareta Wettermarks Minneslöpning, hvor hun bl.a. møder Iron Butterfly (Swipe).

”For Nascetta er det helt afgørende hvordan hun tackler transporten over til Jägersro, for hun er ikke nem at rejse med. Hun er ellers i super god form og har tidligere været først over stregen på Jägersros Derbydag, og over netop denne distance”.


I Jägersro Summer Cup over 2400 meter starter Grey Flash (The Factor).

”Han har gået pænt på det seneste og passer med sin amerikanske afstamning også fint på Jägersro, hvor han var tredje i Svenskt Derby som 3-årig. Formen holder”.


Harlekin. Foto: Burt Seeger.

I Svenskt Derby Consolation gælder det Harlekin (Mastercraftsman), som er første afkom ud af den tidligere svenske Derbyvinder Dorcia (Henrythenagivator).

Harlekin har ikke startet så meget, fordi han ikke har føltes rigtig skarp i træning, men han har alligevel gået fint i år og skal nu for første gang prøves på Jägersro. Jeg håber, at han tackler underlaget lige så godt som moderen, for så må han række et stykke vej i et Consolation”.


Irish Fire. Foto: Burt Seeger.

Og så til Svenskt Derby, hvor Bent Olsen håber, at Irish Fire (Make Believe) tager førstepræmiens mere end 1,2 millioner svenske kronor og kan bogføre en ny Derbysejr til Klampenborg-stalden.

Irish Fire er virkelig i fantastisk form, og jeg har stor fidus til ham på søndag. Han gik godt i sin første start på Jägersro, men fik det ikke rigtigt til at stemme derefter. Senest vandt han efter føring fra start til mål på Klampenborg, og sidenhen er han bare gået yderligere frem”.

”Han gik et arbejde på græsset i morges og var bare flyvende. Hvis han er lige så fin på søndag kommer han langt, og jeg har booket Eddie Pedroza, som jo vandt Svenskt Derby for os med Red Cactus”.

Irish Fire er ud af den norske Derby- og St. Leger-vinder Kimola (King’s Theatre), som også vandt storløb på Jägersro i sin eminente karriere, inden hun blev købt tilbage til Irland og blev avlshoppe på Ballylinch Stud.


King Of. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Den svenske Derbydag afsluttes med Derby Day Sprint, og her har Bent Olsen to deltagere med: King Of (Footstepsinthesand) og den nybagte norske 2000 Guineas-vinder Nuevo Estrella (Kodiac).

King Of er virkelig godt i orden og har allerede vundet på bane og underlag i foråret, hvor han slog den senere danske 2000 Guineas-vinder Bud.”

Nuevo Estrella kommer fra sejr i Norsk 2000 Guineas og har gået godt på Jägersro tidligere også. Jeg vurderer, at 1200 meter er en bedre distance for ham end 1730 meter, og som søn af Kodiac ser jeg ham også en sprinter med tiden”.

Nuevo Estrella og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top