fbpx

Oliver Wilson: “Forkert, at hænge os ud”

Det var ikke kun i Klampenborgs jockeyrum, at det sydede og kogte i går. Også på de sociale medier væltede kommentarerne efterfølgende ind fra nær og fjern. Klampenborgs championjockey, Oliver Wilson, forklarer her, hvorfor han føler sig hængt ud for ikke at ville ride videre.


“Jeg mødtes fredag morgen til et banemøde med Klampenborgs direktør, Carsten Baagøe Schou, og dyrlæge Poul Hjorth. Jeg meldte ud, at jeg ikke mente, at der burde rides løb på banen. Den føltes simpelthen ikke sikker for hverken heste eller os ryttere”.

“Jeg følte, at vi havde en meget god dialog omkring det, og Carsten Baagøe Schou foreslog, at det mest professionelle vi kunne gøre var, at ride lørdagens første løb og holde et evalueringsmøde lige bagefter. Samme melding blev overbragt til Jacob Johansen”.

Oliver og Jacob red begge i dagens indledende opgør. Oliver vandt med Saint George og Jacob Johansen blev tredje med Prime Red.

“Saint George vandt fordi han elsker blød bane, men faktum er, at hesten gled flere gange i svinget, og jeg ville ikke risikere mit liv og karriere på at ride mere under de baneforhold”, fortsætter Wilson.

“Jacob havde det på samme måde. Per-Anders Gråberg red ikke i første løb, men han havde gået banen rundt svinget og ville ikke ride på den. Som aftalt dagen forinden mødes vi i jockeyrummet og vi forklarer, at vi ikke ønsker at ride videre. Hvad der herefter foregår i jockeyrummet vil jeg lade være udenfor citat, men som alle ved, var der stor uenighed om hvad der var aftalt dagen forinden”.

Resten af løbsdagen blev afviklet uden de tre stjernejockeys Oliver Wilson, Jacob Johansen og Per-Anders Gråberg. Nicolaj Stott var inden løbsdagens start sygemeldt, og rytterændringerne var for hans vedkommende ikke relateret til banens beskaffenhed.

Sara Slot, som vandt to løb på dagen, skrev i en af de mange kommentarer til dagen på GalopSports Facebook-side, at græsbanen langt fra optimal, men at den var i bedre stand end på den forrige løbsdag.

Rytterne var kollektivt enige i, at løbenes afvikling var forbundet med en større risiko, men i og med, at de fleste alligevel valgte at fuldføre løbsdagen, må det også tolkes som forskellige individuelle opfattelser.

“Jeg synes bare, at det i sidste ende er forkert at hænge os ud for ikke at ville ride videre. Jeg har efterfølgende læst i flere medier, at vi brød en aftale og lod banen i stikken – men aftalen var som sagt, at vi skulle ride et enkelt løb og derefter tage en beslutning”, afslutter Oliver Wilson.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top