fbpx

Oaks/Hurricane-double til Berneklint og Rodriguez

For tredje år på stribe lykkedes det andenhesten fra Svenskt Derby at stryge til tops i det tredje ben af Jägersros Triple Crown, da Steinar var sine konkurrenter overlegen over de 2650 meter. Og kort tid senere slog staldveninden Scarlett til for Susanne Berneklint og Martin Rodriguez i Svenskt Oaks. 



Steinar (Union Rags) fik for alvor mulighed for at udnytte sin råstyrke, da Röde Baronen (Casamento) lagde ud i et voldsomt tempo, der siden også bevirkede, at han endte distanceret på sidstepladsen under Cornelia Hartsmar.

Sejren lød på mange længders afstand til Tin Win (Appel Au Maitre) og Pjerrot (Hard Spun), og netop disse tre heste fik dermed bekræftet formen fra Svenskt Derby, hvor de kom i mål som henholdsvis anden, fjerde og sjette.


Steinar og Martin Rodriguez med træner Susanne Berneklint og ejer Berno Fonzander ved siden. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Førstepræmien i Hurricanelöpning var 415.000 svenske kronor værd for Hästgruppen i Lund AB, der endelig fik set Steinar først over stregen for første gang siden triumfen i sidste sæsons Skånelandlöpning.

Med sejren rundede Steinar samtidig 1,2 millioner kronor alene i denne sæson, og det var fuldt fortjent med en storløbstriumf ovenpå andenpladserne i både Voterlöpning og Svenskt Derby.



Allerede i det efterfølgende storløbsopgør, Svenskt Oaks, var Susanne Berneklint og Martin Rodriguez på pletten igen.

Denne gang med Appel Au Maitre-datteren Scarlett, som i sikker stil besejrede favoritten Una Matina (Golden Horn) og Askungen (El Kabeir) til en førstepræmie på 581.000 kronor til Mr Ascot. Dertil kommer 50.000 i bonus, idet hoppen er svenskopdrættet af sin ejer.

Ekstra sjovt er det, at Scarletts ejer, Finn Blichfeldt, er søn af Una Matinas ejer Sonja Söderberg.


Scarlett vinder Svenskt Oaks foran Una Matina og Askungen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Scarlett er første afkom ud af gode Dolly Dagger (Eishin Dunkirk), der ligeledes i Mr Ascots farver vandt syv gange i 19 starter og bl.a. var tredje i UAE Oaks (Gr.3) på Meydan.

Dolly Dagger stod ellers ikke meget mere end 1600 meter, men godt hjulpet af Appel Au Maitres stamina blev netop den længere distance svaret for datteren.

Scarlett stod også helt til det sidste anmeldt til The Macallan Dansk Derby på Klampenborg næste søndag, men Berneklint valgte at starte i Svenskt Oaks. Til gengæld er femtehesten fra søndagens svenske Oaks, Seattle Blossom (Appel Au Maitre), blandt de 15 starterklærede i næste søndags Derby.



Jägersros storløbssøndag bød desuden på en double til Francisco Castro i Lambada Cup, da Bushmill (Gleneagles) besejrede Footfall (Footstepsinthesand). Det blev altså en gentagelse af Derbydagens 2-årsløb, og for Francisco Castro blev det den 13. sejr i Lambada Cup, som tidligere gik under navnet Malmö Stads Pris.

Wido Neuroth og Lennart J:r Reuterskiöld vandt ligesom Susanne Berneklint to sejre. Neuroth med henholdsvis Jet Action (Camelot) i Jägersro Cup og Mystery Night (Night Of Thunder) i Altamiralöpning. Begge heste ejes af Stall Perlen og blev redet til sejr af Jan-Erik Neuroth.



Lennart J:r Reuterskiöld slog først til med Zawawi Racings Crystal Keys (Appel Au Maitre) i Malmö Sommarhandicap, og sidenhen med Stall Gransäters Mountain (Eishin Dunkirk) i Bilia Guldhandicap. Martin Rodriguez, der havde en uforglemmelig dag, var i bøjlerne på Crystal Keys, mens lærling Rebecca Stålhandske vandt med Mountain.

Jessica Long, der på søndag starter Amanda (Appel Au Maitre) i The Macallan Dansk Derby, viste, at staldformen fortsat er hvor den skal være, da sidste års Derbydeltager Sam (Maxios) vandt Sunday Special.


Resultater: Jägersro, søndag 31. juli

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll til toppen