Dansk galopsport har fået et nyt trænernavn i Karsten Johansen. ”Jeg har haft rytterlicens tidligere, men det er mange år siden”, fortæller nordjyden, som red sit sidste løb i 1999.

”Jeg vandt et enkelt løb, men stoppede på grund af vægten”, mindes Karsten, der starter op med fire heste i stalden – og han er langt fra ny i faget.
”Det var tidligere min far der stod som træner for vores heste, men han har ikke længere noget at gøre med træningen. Det ordner min kæreste og jeg”, forklarer 37-årige Karsten Johansen.
”Vi har træningsbane hjemme i Aså og bor ikke så langt fra John Nielsen, så vi kan låne hans forhold når hestene skal gå stærkt”.

De fire navne på træningslisten er de 6-årige Amor Invicto (Holy Roman Emperor) og Jackson Five (Special Quest), 4-årige Mariyna (Mingun) og 3-årige Hongkong Dream (Center Divider).
”Amor Invicto og Jackson Five bliver mine første startheste. Begge går ud heroppe i Aalborg til den første løbsdag den 6. maj. Vi henter Sara Slot op for at ride dem begge”.
”Hongkong Dream er en ustartet 3-årig hoppe, som jeg har meldt i Petit Prix, men det når hun næppe”.
”Mariyna købte vi af Marc Stott efter hun sluttede sæsonen sidste år. Hun var hårdt matchet i fjor og kommer først ud om en måneds tid. Hun bør kunne mere end sit nuværende tal – hvis vi altså finder opskriften”, sammenfatter Karsten Johansen.