Amatørtræner Sven Christensen kunne endnu engang strække hænderne langt op over hovedet, da hans nye 5-årige import Quick Release (Red Ransom) torsdag eftermiddag vandt en ny overlegen sejr på Jägersro.
Jockey Kim Andersen brugte præcis samme fremgangsmåde som ved den overlegne sejr for to uger siden, nemlig ved at dirigere den brune hingst direkte til front i et hårdt tempo som hurtigt gav ham en komfortabel føring. Ud på bagsiden øgede Quick Release sin føring, og først rundt opløbssvinget gav Andersen en lille pause til hesten.
Selv om resten af feltet næsten havde kontakt ved indgangen til opløbet, var der intet at gøre da Quick Release fik endelig marchordre og til slut vandt overlegent med seks længder foran Farad/Rafael Schistl og Cattlemans Clipper/Manuel Martinez.
Quick Release løb fra lige vægt med Farad som han besejrede med seks længder, og selv om den danske hest naturligvis kunne drage fordel af løb i kroppen, lader handicapperen ham næppe slippe “billigt” for den overbevisende sejr. Quick Release er endda tilmeldt Klampenborgs premieredag den 17. april, hvor han i givet fald vil stå med en hel del kilo i hænderne.
Helt sikkert er det dog, at Quick Release er en hest vi kommer til at høre meget mere til fremover.
Derbykandidat debuterede med sejr
Lennart Reuterskiöld Jr., Shane Karlsson og Stall Gransäter er ikke til at skyde igennem lige nu, og trioen fik endnu et besøg i vindercirkelen denne torsdag efter 3-årige Chaptereleven (Most Welcome – Di’s Pearl v. Diaghlyphard) vandt sit livs første væddeløb i stor stil med mere end en længde foran den formstærke tidligere Larch- og norske Derby Trial-vinder Vivaldi/Sara Slot.
Chaptereleven, der er halvbror til gode heste som Triple It, Easy Way og ikke mindst den klassiske vinder Champollion, førte hele vejen over den 1730 meter lange distance og kunne til slut vinde ganske sikkert til stor tilfredsstillelse for træner Lennart Reuterskiöld Jr., som efterfølgende proklamerede, at hesten skal forsøge at gå i sin storebror Champollions fodspor og vinde Jockeyklubbens Jubileumslöpning (Svenskt 2000 Guineas) på Täby. Chaptereleven står desuden tilmeldt J. Lauritzen Dansk Derby på Klampenborg den 27. juni.
Tredjeplads til Peas And Carrots’ lillebror
I eftermiddagens sidste opgør var Lennart Reuterskiöld Jr. og Shane Karlsson på jagt efter endnu en debutantsejr, denne gang med Final Appearance-sønnen Faithful, der ligesom sin fantastiske storebror Peas And Carrots ejes af Zawawi Racing.
Faithful forærede dog ikke sig selv noget i sit livs første opgør, idet han pullede meget fra start og først sent i løbet begyndte at slappe af. Ind på opløbet lagde han an til angreb på forhåndsfavoritten Hurry Lime/Manuel Martinez, men hans manglende rutine fik ham til at tage et ryk ind i banen da Shane Karlsson brugte pisken – en manøvre der måske kostede ham andenpladsen, men vinderen Hurry Lime kunne der ikke røres ved.

























