Newmarkets Craven Meeting begynder i dag

Onsdag eftermiddag går den klassiske fladløbssæson i England for alvor i gang, når Newmarket tager hul på sit to dage lange Craven Meeting.


Førstedagen byder både på hoppernes trial til 1000 Guineas (Gr.1) – Lanwades Stud Nell Gwyn Stakes (Gr.3) over 1400 meter – og det veldoterede Tattersalls Millions 3-y-o Sprint over 1200 meter med en samlet præmiesum på 150,000 sterling.

I Nell Gwyn Stakes (Gr.3) rider dansk/norske William Buick den ubesejrede hoppe Starscope (Selkirk) for sin arbejdsgiver John Gosden, og det bliver bl.a. imod Godolphins duo Pimpernel/Frankie Dettori og Minidress/Mickael Barzalona.

Torsdagen i Newmarket har sin doteringsmæssigt største begivenhed i Tattersalls 3-y-o Millions Trophy over 2000 meter, hvor der samlet kæmpes om 250,000 sterling.

Den sportslige perle er naturligvis optaktsløbet til 2000 Guineas (Gr.1) – Craven Stakes (Gr.3) – hvor Kieren Fallon rider den klare hovedfavorit, Brian Meehan-trænede Most Improves (Lawman), der var kort slået til tredjepladsen i sidste sæsons Dewhurst Stakes (Gr.1).

Seneste artikler

Scroll to Top