Bettina Andersen-trænede My Fortune var storfavorit til sejren i Lone Kaj-Nielsens Dansk Breeders’ Cup, og i hænderne på trænerens søn, Oliver Wilson, indfriede Appel Au Maitre-sønnen uden problemer forventningerne. My Fortune førte fra start til mål og tog førstepræmiens 200.000 danske kroner til My Stable, Kirk og Hotel Fortunen.
My Fortune startede for 14. gang i karrieren og vandt sin sjette sejr.
Allerede som 2-årig var han blandt årgangens absolut bedste i Skandinavien, hvilket blev bevist gennem overlegne sejre i både Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborgs græs og i Svenskt Kriterium på Jägersros dirt.
Efter at have overvintret som favorit til Dansk Derby 2024, fik den fukse vallak en noget skæv indledning på sin klassiske kampagne. Han blev bortvist fra start i Guineas Trial og kom til at mangle løbet i kroppen, da han i sin forsinkede sæsondebut blev tredje i Dansk 2000 Guineas bag Brigadier (Moohaajim) og Biot (City Light).

Siden fulgte han op med en andenplads i Svenskt 2000 Guineas – igen bag Brigadier – og efter en femteplads i Malmö Stads Pris på den svenske Derbydag blev han tredje i Dansk Derby. Atter engang bagved Brigadier, og denne gang også Zidane (Areion).
Efter en tredjeplads i Breeders’ Prize Classic på Øvrevoll fik My Fortune endelig – og ganske fortjent – sin første sejr i 2024, da han med trekvart længde besejrede Chappel (Appel Au Maitre) i Dansk St. Leger, og sidenhen har hesten været urørlig.
St. Leger-sejren blev fulgt op med en 11 længders udklassering af ældre heste i Tortue Efterårshandicap, og i årets sæsondebut i Breeders’ Cup Trial besejrede han Biot med fem længder. Samme Biot, som i løbet lige inden Dansk Breeders’ Cup legede med sin konkurrenter i sin første start i et handicap.

My Fortune er gradvis blevet bedre til at gå i startboks, og i dag var der ingen slinger i valsen overhovedet. Han gik direkte på plads og sprang perfekt af yderst i banen. Herfra tog han omgående teten, og sidenhen kom ingen forbi ham.
Nicolaj Stott forsøgte ihærdigt at presse på med Rikke Bonde-trænede Chappel, og barndomskammeraten fra Stutteri Hjortebo var også bedst af de øvrige slut, men akkurat som i Dansk St. Leger måtte han tage til takke med pladsen nærmest My Fortune.

Stutteri Hjortebo, som efter afbuddet fra Lord Of Karthago (Hurricane Red), havde opdrættet fire af de fem Breeders’ Cup-deltagere, tog også hånd om tredjepladsen gennem Bent Olsen-trænede Kis (Moohaajim), mens Chappels staldveninde Lady Macallan (Al Shemali) blev fjerde.
Niels Petersen-trænede Triple Treat (Giant Sandman) endte sidst gennem mål for Carlos Lopez, som stoppede sin ridning midtvejs i opløbet. Hun var dog allerede sikret en præmie på 20.000 kroner.

For Stutteri Hjortebo var det syvende sejr i Dansk Breeders’ Cup siden løbet blev indstiftet i 2001. Stutteriet måtte vente syv år på at få deres første vinder, Premier Cru (Cajun Cadet), men siden er sejrene kommet noget nær på samlebånd gennem Sir Randolph (Academy Award), Whistler (Academy Award), Karmastrikesback (Academy Award), Suspicious Mind (APpel Au Maitre), Steinway (Appel Au Maitre), Queen Rouge (Lord Of England) og Sir Camelot (Appel Au Maitre).
Oliver Wilson vandt storløbet for tredje gang. I 2020 var han i bøjlerne på ovennævnte Queen Rouge (Lord Of England), og året efter slog han til på ryggen af Malekha (Juniper Tree).

Det var til gengæld Bettina Andersens første triumf i opgøret, og sejren betød samtidig, at My Fortune krydsede millionen i dansk valuta. Han er nu noteret for seks sejre i sine 14 starter, med en præmiesum på 1.181.713 kroner.
My Fortune er halvbror til tre øvrige vindere i Skandinavien, som alle har stået 80 eller derover i handicap.
Hans søskende tæller Sceptre Stakes-vinderen Margrethe (Juniper Tree), Derby-3’eren Lucy Liu (Myboucharlie) og den mange gange storløbsplacerede Giant Fortune (Giant Sandman), som Bettina Andersen ligeledes trænede, og som havde været flerfoldig storløbsvinder, hvis ikke det lige var fordi hun havde i samme årgang som Titannia (Appel Au Maitre).
