Fredrik Reuterskiöld og Valmir de Azeredo tog sammen en onsdags-double med to af staldens 3-årige talenter på Jägersro. Moon String vandt Kay Jensens Pris over 1200 meter, mens Zimbabwe fik aflagt maidentitlen i sit fjerde forsøg.
Moon String (El Kabeir) havde vundet sin debut over samme distance den 25. maj, men fik aldrig med udfaldet at gøre i Voterlöpning senest. Nu var han tilbage over 1200 meter og kunne på en stærk afslutning nedkæmpe Brian Wilson-trænede Thatsthefinest (Camacho) med halvanden længde.

På tredjepladsen afsluttede Bettina Andersens Never Pass Me (No Nay Never) i høj fart foran Vividarling (Uppercut Action) og Fast Forward (Reliable Man).
Sejren var 41.500 svenske kronor værd for Bodil Hallencreutz og Barbro Wehtje, som også var duoen bag Jägersros tidligere championsprinter Let’sgoforit (Verglas).


Fredrik Reuterskiölds anden dagssejr blev hentet hjem i dagens maidenopgør over 1730 meter, hvor Hästgruppen i Lunds Zimbabwe (Mastercraftsman) vandt sikkert foran Madeleine Smiths Fade Into Darkness (Casamento) og Francisco Castros Noble Dance (Noble Mission).

Løbsdagen bød i øvrigt på tre andre gode 3-årsvindere – først og fremmest Vanja Sandrups Röde Baronen (Casamento), som efter en mildest talt uheldig rejse i Voterlöpning denne gang blev forsøgt over 2200 meter for første gang.
Röde Baronen vandt uhyre enkelt med syv længder i hænderne på Andreas Tapia Dalbark foran Nina Lensviks to deltagere Rachini (Giant Sandman) og Tiny Dancer (Al Shemali).

Netop Nina Lensvik fik dog revanche med 360 North Horse Racings Askungen (El Kabeir), der med en halv længde besejrede Powerhouse (Power) i Silverhandicap over 1730 meter.

Madeleine Smith tog heller ikke turen fra Stockholm forgæves, og efter andenpladsen med Fade Into Darkness blev det til sejr med 3-årige Tough Love (Hallucinate) i Järnhandicap II.

Også Sandie Kjær fik en sejr med sig fra Jägersro, da Ifach (Appel Au Maitre) nød gensynet med dirten og vandt let for Sandro De Paiva.

Dagens bedste sportslige præstation stod form Dina Danekildes Zamson Zaid (Hallucinate) dog for, da han – også med Sandro De Paiva på ryggen – vandt Let’sgoforit Guldlöpning over 1000 meter med det mindst mulige foran Lennart J:r Reuterskiöld-trænede Irish Action (Zoffany).
Zamson Zaid, der bare bliver bedre og bedre, kom senest fra en tredjeplads i Jägersro Sprint (L) bag El Guanche (Power) og City Code (Kodiac), og han fortsatte her Dina Danekildes forrygende stime, der i weekenden også indbragte en tysk Listed-triumf med Buddy Bob (Big Bad Bob).