fbpx

Monte Carlo har startet for sidste gang

Den dobbelte vinder af Skandinavisk Grand Prix, Monte Carlo, gjorde i en alder af ni år sin sidste start i fjor. “Han er blevet solgt som ridehest til Nathalie Mortensen i Sverige”, fortæller Nicolaj Stott, der selv vandt fem løb i bøjlerne på Pistachio-sønnen.


Monte Carlo og Nicolaj Stott vinder Breeders' Cup Consolation foran Marquis First og Good One. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Monte Carlo og Nicolaj Stott vinder Breeders’ Cup Consolation foran Marquis First og Good One. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Stott trænede sammen med Rikke Rohbach Bonde også den skimle vallak igennem den sidste del af en karriere, som bød 11 sejre i 49 starter og mere end 850.000 kroner på præmiekontoen.

Monte Carlo er opdrættet af Bechmann Racing og stod igennem det meste af sin løbskarriere på Enghavelyst – først hos Hanne Bechmann og derefter i Søren Jensens regi da Bechmann stoppede som træner.

Hestens største meritter var uden tvivl de to storløbstriumfer i Skandinavisk Grand Prix på Klampenborg i 2018 og 2019 samt sejren i Copenhagen Golden Mile i 2017.


Monte Carlo/Rafael de Oliveira vinder Skandinavisk Grand Prix foran stærkt afsluttende Captain Morgan og Steinway. Foto: Burt Seeger.
Monte Carlo/Rafael de Oliveira vinder Skandinavisk Grand Prix foran Captain Morgan og Steinway. Foto: Burt Seeger.

Kort tid efter den første sejr i Skandinavisk Grand Prix vandt Monte Carlo også Tortue Efterårshandicap, hvilket bragte ham op i karrierens højeste handicap på 88.

Den sidste sejr blev noteret i efteråret 2021 – nu i Rikke Rohbach Bondes varetægt – da Monte Carlo med syv længder hjemtog Marselisborg Handicap i Aarhus.


Familien Arslev og familien Bechmann med Monte Carlo. Foto: Burt Seeger.
Familien Arslev og familien Bechmann med Monte Carlo og Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger.

“Poul Egon Arslev, der var medejer af Monte Carlo igennem hele løbskarrieren, har nu investeret i en ny hest hos os, en 2-årig hingst efter Binary File der er navngivet Silverflame. Han er også opdrættet hos familien Bechmann”, fortæller Nicolaj Stott, der for mere end 10 år siden vandt Pompøs Cup på ryggen af Silverflames mor, Pistachio-datteren Miss Valuev.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top