Montalban til tops i Scandinavian Open Championship (Gr.3)

Klampenborg Galopbanes største løb for de 3-årige og ældre heste, Monofiber Scandinavian Open Championship (Gr.3) om 750.000 kroner gav noget overraskende sejr til Andreas Löwes Montalban, som under den danske superjockey Lennart Hammer Hansen efter flot opløbskamp nedkæmpede den længe førende Inchrory, med Valley Chapel og Albaran på de næste pladser.

Montalban og Lennart Hammer efter sejren i Scandinavian Open Championship (Gr.3). Foto: Filip Zwicky.

Løbet formede sig som man kunne forvente, med Inchrory som den hurtigste fra start, og Kim Andersen lagde sig i front med et par længder rundt tribunesvinget, mens Lennart Hammer placerede Montalban som agterlanterne.

Rundt opløbssvinget avancerede Montalban kraftigt op gennem feltet sammen med Valley Chapel, og kort inde på lige bane havde han kontakt med Inchrory, som dog kæmpede bravt videre.

Feltet trak langt ud i banen, bortset fra Albaran som under Manuel Santos tjente et par længder ved at tage den korteste vej indvendigt ved rails.

Da der manglede 150 meter af løbet overtog Montalban styringen, og den tyske hingst holdt det høje tempo hele vejen til mål og vandt sikkert med to længder.

Inchrory havde derefter halvanden længde ned til Valley Chapel på tredjepladsen, mens Albaran og Noel hentede de sidste penge.

Der var til gengæld mange længder ned til feltets sidste tre deltagere, Brown Ale, Peak Path og Royal Crusade.

Det var Montalbans anden årssejr, idet han havde varmet op til Scandinavian Open ved at vinde Grosser Tenovis-Preis Langer Hamburg (L) i den tyske derbyuge.

Den fukse hingst er en rigtig stayer der ikke kan få det for langt, og derfor var der en del tvivl om hvorvidt han havde hurtighed nok til at vinde Scandinavian Open – men det hårde udgangstempo og Klampenborgs lange opløb, som i øvrigt svarer til Hamborgs, samt et perfekt ridt af Lennart Hammer resulterede i, at det hele flaskede sig perfekt for ham.

Med førstepræmien på 400.000 kroner nåede Montalban over en million kroner i samlet indtjening, og ejerne fra Stall Hanse kan glæde sig over endnu en Gruppe-løbsvinder efter familiens egen avlshingst Mondrian, som vandt Tysk Derby og viste 124 i TF.

For jockey Lennart Hammer Hansen var sejren i Scandinavian Open lig med et gennembrud i Danmark, hvor han startede som lærling hos Søren Jensen.

Han fik dog ikke de store chancer på de danske baner, og da chancen bød sig rejste han til Tyskland og kom under Trond Hansens vinger.

I Tyskland hørte han til blandt de bedste lærlinge, og efter udstået læretid har han redet for Tysklands bedste trænere og de seneste år også sluttet i Top-10 på jockeyernes rangliste. 

Lennart Hammer har nu kontrakt som førstejockey hos Erika Mäder, der råder over 75 heste i Krefeld lige uden for Köln.

Han fik ridtet på Montalban fordi hestens faste jockey Pascal van de Keere var optaget i Tyskland, og fordi træner Andreas Löwe vurderede den danske rytters kendskab til Klampenborg som en væsentlig fordel.

Det påtænkes nu at starte Montalban i Stockholm Cup International (Gr.3), og forhåbentlig bliver det igen med Lennart Hammer Hansen i sadlen.


Hangover Square fangede Woven Roving i Golden Mile (L)

Copenhagen Golden Mile (L) lignede på forhånd en nem opgave for Lennart Reuterskiölds Hangover Square, men selv om feltet kun talte fem heste, blev det alligevel en spændende opløbskamp med fight til stregen.

Woven Roving og Sara Slot sprang først ud af boksen og tog et par længders føring på bagsiden. Rundt opløbssvinget havde Mark Larsen fået kontakt med Hangover Square, mens Senador og Cajun Sunset lå lige bag de forreste.

Ind på lige bane fortsatte Woven Roving det høje tempo, mens Mark Larsen så ud til at have problemer med at holde Hangover Square i gang.

Med 150 meter tilbage havde Woven Roving en komfortabel føring, men så satte den svenske gæst sin velkendte spurt ind og fangede Woven Roving på målstregen.

Senador og Cajun Sunset kæmpede deres egen kamp om tredjepladsen et par længder bag de første – en kamp, som Senador trak sig ud af med det mindst mulige.

Søren Jensens Skiinos sluttede for tredje gang i sine tre starter i Skandinavien på sidstepladsen, og det må nok erkendes, at hesten ikke kan være med i det skrappeste selskab herhjemme.

Der var præmiepenge til samtlige løbets deltagere, hvoraf vinderen Hangover Square tog de 75.000 til sine ejere fra Castle Stables.


Princess Royal i Skandinavisk Opdrætningsløb

Det første storløb for de 2-årige heste, Skandinavisk Opdrætningsløb, blev en dobbelt Stall Lambada-triumf, da Søren Jensens Princess Royal slog Bent Olsens Tough Line, mens Mr Fortunen sluttede godt af til tredjepladsen.

Det var med Kim Andersen i sadlen, at Princess Royal vandt Skandinavisk Opdrætningsløb, og dermed blev det tredje år i træk, at duoen Søren Jensen/Kim Andersen vinder løbet.

I 1998 vandt parret med Eko d’Angleterre og sidste år var det Mayfair, som løb først over stregen. Princess Royal og Mayfair har yderligere det tilfælles, at de begge er opdrættet på York Stutteri og efter succeshingsten Richard Of York.

Richard Of York, som var far til halvdelen af løbets 10 deltagere kommer nok heller ikke til at kede sig fremover, idet han endnu engang dominerede indløbsrækkefølgen.

Hans afkom sluttede henholdsvis som nummer 1, 3, 4, 5 og 10.

Sten Thynell købte både Princess Royal og Tough Line på Dansk Galops Åringsauktion i 1999, og opdrætterne Stutteri York og Berner Olsen kommer i år med søskende til begge heste på auktionen, som afholdes fredag den 22. september på Egholm Slot.


H M Dronningens Ærespræmie til The Complete

H M Dronningens Ærespræmie, det mest prestigefyldte løb for de mandlige amatørryttere, blev vundet af The Complete, trænet, ejet og opdrættet af Keld Christian Karlsen, samt redet til sejr af Torben J. Antonsen.

Torben Antonsen gik straks fra start til front med The Complete og holdt et højt tempo hele vejen.

Sidste års vinder, Lions Itchiban, forsøgte at følge med på bagsiden, men han var allerede slået da feltet var inde i opløbet, og eneste trussel var River Foyle, som en overgang var helt fremme, men The Complete svarede op på flotteste vis og sejrede sikkert. Lions Itchiban holdt tredjepladsen foran Atreas og Ramadhan.

En af dagens mange store overraskelser kom i 3-års Sprint, hvor Bent Olsens Robinson for første gang i årets fem starter blev overvundet af Mr Topper Martin.

Robinson blev taget roligt fra start og kom først frem midt i opløbet i et godt ryk for Fernando Diaz, men her havde Janos Tandari også fået fart på Mr Topper Martin, som holdt sig foran hele vejen til mål, selv om Robinson kom tæt på til sidst.

Visit Alex, som indtil kort før mål lignede en vinder, sluttede på 3. pladsen foran Choice og Dunbar. Mr Topper Martin trænes af Bengt Bengtsson og ejes af Juvelen.


Gaelic Storm bedst i Tivoli Sprint Cup

Det blev den ventede sejr til den engelske topsprinter Gaelic Storm i Tivoli Sprint Cup over 1200 meter.

Prime Match var som altid først af sted og havde et par længdes føring ind i opløbet, men Kim Andersen havde hele Gaelic Storm i kontakt med Prime Match, og med 100 meter tilbage koblede han helt grebet og vandt sikkert.

Prime Match holdt andenpladsen før overraskelsen Eugen, mens Smokebush og Flaming Ember tog resten af pengene.

Jockey Kim Andersen vandt tre dagssejre og hentede en smule ind på Nicholas Cordrey og Mark Larsen i jockeychampionatet.

Kim har nu 11 sejre, mens Nicholas ligger nummer to med 14. Mark Larsen vandt en enkelt gang og har nu 16 sejre.

Det ser ud til, at blive rigtig spændende at følge jockeystatistikken på Klampenborg i år, hvor det for første gang i lang tid ser ud til, at tre jockeys skal kæmpe om championatet.

Seneste artikler

Scroll to Top