Moe Green sikrede første svenske Derby-sejr til Castro

I årevis har den chilenske Jägersro-træner Francisco Castro jagtet den hæderskronede Derbysejr på sin hjemmebane i Malmö, og i år kom den endelig i hus – endda på en knusende overlegen måde.


Xaar-sønnen Moe Green gjorde nemlig sine 11 konkurrenter til rene statister i millionopgøret og vandt let med tre længder i hænderne på brasilianske Rafael Schistl, der her red sin anden Derbyvinder inden for to måneder.

Moe Green – ligesom så mange af de øvrige store navne i Francisco Castros stald opkaldt efter gangsterne i de legendariske “Godfather-film” – sprang ud af boksen til Casino Cosmopol Svenskt Derby (L) 2010 som næstfavorit i totalisatoren, kun mindre betroet ned Wido Neuroths Sir Lando/Fredrik Johansson, som efter at have været tredje gennem mål i Gruppe-1-løbet Deutsches Derby naturligvis havde mange spilleres store respekt.

Det blev danskopdrættede Academy Wing/Elione Chaves der fra start tog hånd om føringen, med den velgående Sir Lando som skygge lige bag sig.

Moe Green sprang af som en af de sidste, og hesten fik en lang rejse i sporene gennem både første og andet sving.

Rafael Schistl havde dog uendelig stor tiltro til sin hest, og da feltet ramte bagsiden startede han sit udvendige pres på Sir Lando, som let havde overtaget kommandoen fra Academy Wing.

Med i legen var også Giant Sandman/Espen Ski, og midt på bagsiden så opgøret ud til at blive et rent udskillelsesløb blandt disse tre heste.

Rafael Schistl kaster sin pisk i vejret på vej mod sejren i Svenskt Derby (L) 2010. I baggrunden skimtes Aces Star og Sir Lando. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Tre blev til to – og to blev til én!

På vej ind i opløbssvinget var trioen dog forvandlet til en duo, idet Giant Sandman fik problemer med tempoet, og kort inde på den lige strækning blev duoen så forvandlet til et rent one-man-show af Moe Green, som let sagde farvel til Sir Lando og trak fra ned mod stregen.

Bagfra spurtede den ene af Fredrik Reuterskiölds fem deltagere, Aces Star/Per-Anders Gråberg strålende og gik også forbi Sir Lando, men Moe Green var der intet at stille op overfor.

Aces Star nåede at få hele fem længders afstand til tredjehesten Sir Lando, mens Giant Sandman formåede at holde farten og var mindre end en længde efter som fjerde.

Derefter kom de sidste præmietagere ind som spredte perler på en snor i form af Chenango/Lennart Hammer, Halos In The Hall/Valmir de Azeredo og Dustin/Manuel Santos.

Førstepræmien i Svenskt Derby tilførte Moe Greens ejere i Stall Genco Oil mægtige 852.500 svenske kroner, og den brune vallak bragte dermed årets indtjening et godt stykke op over millionen.

Det var hestens fjerde sejr i lige så mange starter i 2010, og den ottende i 11 starter fordel på hele karrieren.


Kostede 26.000 kroner!

Moe Green må ligeledes siges at være en ren eventyrhistorie for træner Francisco Castro, som selv tog chancen og allerede handlede hesten som føl på Goffs November Foal Sale i Irland i slutningen af 2007 – prisen for den nykårede milllionær var blot 3.500 euro, svarende til godt 26.000 danske kroner!

Næste gang vi ser Moe Green i aktion bliver i Norsk Derby (L) den 22. august på Øvrevoll, hvor det kan blive til et højst interessant gensyn med flere af de fremtrædende deltagere fra den svenske udgave – og næste gang rides der på græs!

Wido Neuroth rapporterede en halv time efter Svenskt Derby (L) sin slagne favorit Sir Lando halt, og hesten måtte straks efter løbet tilses af Jägersros veterinær. Hvor slem Sir Landos skade er, vides ikke på nuværende tidspunkt.

Seneste artikler

Scroll to Top