Skandinavien har ikke haft en ægte Triple Crown-vinder i nyere tid. Med Triple Crown menes en 3-årig hest, der hjemtager både Guineas, Derby og St. Leger.
Søndag eftermiddag fuldbyrdede Stall Genco Oils fantastiske Moe Green dog en “dirt-version” af Triple Crown, da han indfriede den enorme favoritværdighed og strøg til tops i Hurricane-Löpning over 2650 meter på sin hjemmebane Jägersro.
Tidligere i år vandt Moe Green ligeledes Voter-Löpning over 1730 meter og Svenskt Derby (L) over 2400 meter, så sejren i det tredje ben af den svenske Derbyserie var naturligvis helt unik for Xaar-sønnen, der var forberedt til perfektion af Francisco Castro.
Moe Green havde nemlig ikke startet siden Norsk Derby (L) i slutningen af august på Øvrevoll, hvor han måtte lide sæsonens første nederlag som sjette bag vindende Go Go Gadget. “Jeg begik en fejl ved at starte Moe Green så tæt på det svenske Derby, idet han viste sig at have brug for mere tid ovenpå sejren. Derfor fik han også en velfortjent pause ovenpå en travl sommer, og først de sidste tre uger før Hurricane-Löpning har han for alvor været på vej tilbage mod topformen”, sagde en lykkelig Francisco Castro efter sejren i Hurricane-löpning, der indbragte 259.000 svenske kroner til Stall Genco Oil.
Moe Green er dermed fortsat ubesejret på Jägersro i 2010, hvor det samtidig er blevet til i underkanten af 1,5 millioner på den svulmende præmiekonto. “Ikke dårligt af en hest der blev købt for ca. 40.000 svenske kroner som føl”, griner Castro, der igen om en uge tager til Goffs November Foal Sale i Irland for at pinhooke nye Derbykandidater.
For Moe Greens faste makker Rafael Schistl afsluttede storløbssejren en fremragende sæson, og den unge brasilianer fik tidligere på søndagen også overrakt Janos Tandaris pokal som vinder af “Tandari Classic” – et trofæ der hvert år uddeles til den mest succesrige jockey i Skandinaviens i alt 15 klassiske løb.
“Jeg skulle have været tilbage i Brasilien nu, men jeg ville aldrig opgive ridtet på Moe Green, og derfor udsatte jeg min afrejse i en uge”, sagde Rafael Schistl allerede inden storløbssejren. Schistl forlader nu Sverige for vinteren, og man kan kun krydse fingre for at det unge stortalent atter finder vej tilbage til Skandinavien om et halvt års tid.
Andenpladsen i Hurricane-Löpning blev besat af den norske St. Leger-vinder Bank Of Burden/Per-Anders Gråberg, der igen havde to længder ned til Peas And Carrots’ helbror Faithful/Elione Chaves, der med kort hoved kunne henvise Aces Star/Manuel Martinez til fjerdepladsen, mens dansktrænede Dustin/Kim Andersen blev femte.
Der var ligeledes præmiepenge til Major Calloway/Shane Karlsson og Chenango/Valmir De Azeredo, hvorimod Danmarks St. Leger Somerville endte lige uden for præmierækken sammen med sidstehesten Zavijaja.
Listed-sejr til Demeanour
Søndagens næstbedst betalte opgør, Jockeyklubbens Avelslöpning (L) over 2400 meter for de 3-årige og ældre hopper med en halv million kroner til fordeling, endte i en stor overraskelse da Valmir De Azeredo red Lars Bexell-trænede Demeanour først over stregen, en hals foran norske La Zona/Jan-Erik Neuroth.
Demeanour var spillet til over 41 gange indsatsen, og dette var hendes karrieres første besøg på Jägersro. Tidligere havde hun vundet over distancen på Täbys græs, men netop dirt-faktoren var unægtelig med til at spille en stor rolle ved sejren. Hoppen er nemlig efter fantomhingsten Giant’s Causeway (Storm Cat), mens moderen Akuna Bay er efter Mr Prospector. Jägersros “amerikanske” banetype passede perfekt til storoutsideren, der øgede sin præmiekonto med 250.000 svenske kroner og endnu vigtigere fik en Listed-sejr med sig fra Malmö.
Demeanour kostede 130.000 guineas, altså mere end en million danske kroner, da hun blev solgt som åring i Newmarket i 2007, men efter at være gået sejrsløs igennem sin 2- og 3-årssæson i England, skiftede hun hænder for 26.000 guineas i oktober 2009. Siden blev hun handlet privat til sine nuværende svenske ejere i Lördagsklubben, og hun nåede rent faktisk at aflægge maidentitlen i en ordinær LördagsKomb den 26. december samme år.
Fra at vinde en LördagsKomb i december til at stå som Listed-vinder på Jägersro 11 måneder senere er absolut lidt af en bedrift, og den blot 4-årige hoppe kan uden tvivl have en stor fremtid foran sig i Skandinavien, med mindre der forinden bliver bud efter hende fra det store udland.
Master Chef i Malmö Hösthandicap
Bent Olsen-trænede Master Chef tog en af karrierens største sejre, da han med Jacob Johansen i bøjlerne i sikker stil holdt Simian/Jan-Erik Neuroth en halv længde fra livet i det traditionsrige Malmö Hösthandicap over 1200 meter. Sejren var 125.000 svenske kroner værd for Master Chef, der trænes i Klampenborg af Bent Olsen, men ejes af svenske Stall Cambre. Det var i øvrigt Oasis Dream-sønnens anden sejr på stribe, efter han senest vandt et Eliteløp på Øvrevoll.
Apilado godt Derbyhåb for Neuroth
Wido Neuroth og sønnen Jan-Erik tog sig af dagens største opgør for den yngste årgang, Derby Serien Juvenile Stayer over 1730 meter. Her tog den tyskopdrættede Singspiel-søn Apilado sin anden sejr på stribe efter en stærk afslutning, hvor han kort før målstregen fangede den med blinkers klart forbedrede Inspired Cry/Jacob Johansen, mens forhåndsfavoritten Avitus/Manuel Martinez akkurat snuppede tredjepladsen for næsen af Wings Of Thunder/Martin Rodriguez.
Apilado ser ud til at være inde i en forrygende udvikling, og ikke overraskende syntes han som søn af Singspiel rigtig godt om Jägersros dirt track. Med Monsun som morfar er der heller ingen tvivl om, at han til næste år vil sætte stor pris på længere distancer, og Wido Neuroth kan sagtens have et varmt derbyemne gemt i den fine fukse hingst.
Litte Miss Take – ikke nogen fejltagelse!
På det netop overståede Tattersalls Horses in Training Sale i Newmarket købte Lars Kelp for blot 2.200 guineas den brune Royal Applause-datter Little Miss Take til Stuteri Pelu og Lisa Gautier, og denne forretning har allerede givet stort overskud, idet hoppen vandt direkte i sin skandinaviske debut og foruden førstepræmiens 45.000 kroner også sikrede sig sæsonens næstsidste Racing Post Yearling Bonus på 10.000 £ sterling.
Elione Chaves nåede kort før målstregen at nedkæmpe en anden Bonus-aspirant, forhåndsfavoritten Ride For Roses, med en halv længde, mens debuterende Let’sgoforit blev tredje før Missile og dansktrænede Hurricane Fighter.

























