Miss Lovely vandt Klampenborg Store Sprint (L)

Søren Jensens 4-årige hoppe Miss Lovely stod fredag aften for en af de større overraskelser i Klampenborg Store Sprint (L) i mange år, da Magic Ring-datteren under Fernando Diaz efter kamp med en halv længde henviste Birdie Nam-Nam til andenpladsen.

Miss Lovely og Fernando Diaz skærer målstregen først i Klampenborg Store Sprint (L). Foto: Burt Seeger.

Efter afbud fra løbets favorit Prime Match virkede Klampenborg Store Sprint (L) umiddelbart som en let løselig opgave for den svenske gæst Terroir, der tidligere i år havde vist fremragende form med blandt andet en andenplads bag Aramus i Täby Vårsprint.

Der var til gengæld ikke mange der regnede med at afgørelsen i Danmarks mest prestigefyldte sprinterløb skulle komme til at stå mellem de hopper Miss Lovely og Birdie Nam-Nam, der på trods af at de kom med udmærket form, normalt ikke burde kunne blande sig i slutstriden.

Men på dagen var de to heste bare bedre end resten, og allerede kort inde i opløbet skilte de sig ud og kæmpede indædt til stregen, hvor Miss Lovely til slut trak det længste strå.

Birdie Nam-Nam havde på andenpladsen en længde ned til stærkt afsluttende Sankodar, der akkurat på målstregen fravristede Terroir tredjepladsen, og favoritten har endnu sit første gode løb på Klampenborgs græs til gode.

Miss Lovely er født i England, og ejes af Stutteri Skovmarken der købte hende med videre henblik på avl. Sejren i Klampenborg Store Sprint (L) er uden tvivl noget der gør hoppens avlsværdi væsentlig højere, og Stutteri Skovmarken kan i øvrigt glæde sig over at deres øvrige løbshopper Ma Dame og Satanic begge har gjort det virkelig flot i deres 3-årssæson i år.

Hoppernes succes kan forhåbentlig være med til at holde Stutteri Skovmarken i gang med de flotte resultater de har præsteret i den avl i en lang årrække.


Cheetah/Nicholas Cordrey vinder Made In Denmark. Foto: Burt Seeger.

Cheetah vandt Made In Denmark

Også i dagens anden hovedbegivenhed, Made In Denmark over 1600 meter, var der afbud fra en storfavorit, og ligesom i Klampenborg Store Sprint (L) blev det outsider-sejr.

I ugen op til løbet var den i år hidtil ubesejrede Hovman klar favorit, men da hesten blev trukket ud af løbet så det hele langt mere åbent ud.

Størst tiltro var der nu til Ole Larsens Lady Boss og Søren Jensens Larch-vinder Et Toi Royale, men det blev i stedet Hanne Bechmann-trænede Cheetah som stjal billedet og efter en sej opløbskamp nedkæmpede Et Toi Royale til en halv længdes sejr.

Nicholas Cordrey gav Cheetah en perfekt rejse ind på opløbet, og da han gav Cheetah marchordre kom hoppen hurtigt frem mellem heste og gik til slut først over stregen.

Lady Boss så præcis som i Dansk Derby ud til at have det hele under kontrol ind på opløbet, men endnu engang viste hun ikke de store fighteregenskaber, og Manuel Santos kunne ikke nå mere end tredjepladsen med hende.

Murphy’s Law, der sørgede for et hæsblæsende tempo på bagsiden, mistede pusten midt i opløbet men formåede alligevel at holde fjerdepladsen foran Imperial Stout.

4-årige Cheetah ejes af anpartsstalden Stald Fluks, og er opdrættet på York Stutteri.


Phoenix Fantasy ny flot 2-årsvinder

Amatørtræner Anne Nimand-Jansen har en utrolig flot statistik på Klampenborg, og i kølvandet på 2000 Guineas-vinderen Ready Eddie følger nu den fine 2-årige hoppe Phoenix Fantasy, som i Phoenix Fondsmæglerselskab 2-års Maiden Serien aflagde sin maidentitel i første forsøg.

Richard Of York-datteren sejrede efter kamp med en længde foran ligeledes debuterende Bossa Nova og Bolsjoj, og hun bliver uden tvivl en af de mere betroede heste i de forestående store 2-årsløb.

Løbets storfavorit Cut Le Grand, en lillebror til Derbyvinderen Cut Champion og 2-årsstjernerne Cut Courier, Cut Legend og Cut Sieger, sås aldrig med chance i løbet og sluttede som sjette.

Nicholas Cordrey havde dog en del problemer med hesten undervejs og man skal nok ikke lægge for meget i denne start.


Dialitha i Primatico Hoppeløb

Lennart Reuterskiöld-trænede Dialitha vandt en fribedækning ved Berner Olsens nye avlshingst Primatico, da hoppen sejrede sikkert med halvanden længde i Primatico Hoppeløb over 2400 meter foran Liberty og Remember.

Dialitha fik en god indvendig rejse af Fernando Diaz, som ventede til få hundrede meter fra mål med at sætte den endelige slutspurt ind.

Kim Andersen havde ellers overtaget fronten ind på den lige bane med Liberty, og da Luis Villarroel angreb udvendigt med Remember trak Andersen Liberty ud til denne for at have en at kæmpe med. Dette passede perfekt for Dialitha, som fik frit løb indvendigt og uden problemer passerede de to konkurrenter.

Liberty sluttede kort hoved foran Remember på andenpladsen, mens Zoomood og Fastina fik de sidste præmiepenge.


Lisa Gautier-double

Svenske Lisa Gautier fik en storartet dag på Klampenborg, idet hun fik en double med hjem i Monsieur Et Toi Løb med Sky Runner og Relate, som sluttede henholdsvis første og anden gennem mål.

Le Tølbøll kom i et stærkt udvendigt angreb ned gennem opløbet og koblede grebet godt 100 meter fra mål, mens Relate skød frem midt i banen og henviste Moon Chief og storfavoritten Aranyi til de næste pladser.

Seneste artikler

Scroll to Top