British Airways’ jumbojet fra London til Chicago lagde an til landing i O’Hare-lufthavnen. Jeg så ned på Lake Michigan og Chicagos skyline – og fik så øje på Arlington International Racecourse i forstaden Arlington Heights. Ældre galopfans husker nok den forfærdelige brand på banen i 1985; nyere tilhængere af sporten har måske aldrig hørt om den. Historien fortælles her. Men artiklen handler også om Arlington mere bredt – en væddeløbsbane af de største og bedste, som har været et forbillede for baner verden over.
“The most beautiful track in America”
Arlington blev indviet 13. oktober 1927 og kunne dermed fejre 90-års jubilæum i 2017. Vejret var ikke med arrangørerne på åbningsdagen, hvor det var temmelig koldt – alligevel fejrede mere end 20.000 mennesker indvielsen og så blandt andet Luxembourg med Joe Bollero i sadlen vinde det allerførste løb på banen.
Banen kom gennem Depressionen og Anden Verdenskrig uden mén og blomstrede derefter gevaldigt under væddeløbssportens storhedstid i Amerika.
Mange ting, der i dag er almindeligheder på alverdens galopbaner, så dagens lys på Arlington: I 1933 installerede man verdens første elektroniske totalisator, året efter blev der for første gang i Illinois’ historie redet væddeløb på græs, i 1936 kom Chicagos første målfoto-udstyr, og i 1940 sprang hestene for første gang ud af startbokse på banen.
I 1954 blev tilskuerkapaciteten kraftigt udvidet, og på premieredagen i 1967 kunne banen præsentere det største tv-anlæg i hele Amerika. Og så noget sport: I 1973 gæstede Triple Crown-vinderen Secretariat banen og vandt Arlington Invitational med ni længder foran mere end 43.000 tilskuere.
Arlington Million – verdens første million-dollar-løb
I 1981 kom banen for alvor på det internationale landkort, da man introducerede The Arlington Million – som navnet siger, blev der løbet om en million dollars, og det var rigtig mange penge i begyndelsen af 80’erne. Førsteudgaven er udødeliggjort med en statue ved paddocken af opløbet, hvor John Henry med Bill Shoemaker vandt foran storoutsideren The Bart.
Løbet har gennem årene trukket heste fra alle de store væddeløbsnationer til Chicago og nyder stadig stor prestige, selvom der i dag findes endnu større pengeløb andre steder. Verdenskendte jockeys, trænere og stjerneheste har gæstet banen – blandt dem Cigar, der den 13. juli 1996 vandt sin 16. sejr i træk på Arlington og dermed tangerede Citations gamle rekord.
Manden bag: Richard L. Duchossois
Man kan ikke sige Arlington uden samtidig at nævne Richard L. Duchossois (udtales “dush-a-SWAH”). Han overtog banen i 1983, da han sammen med andre investorer købte den af Madison Square Garden Corporation. Oprindelig interesserede galopsporten ham ikke synderligt, men da en af hans fire sønner begyndte at ride, kom interessen.
Formuen var skabt gennem det familieejede The Duchossois Group med hovedkvarter i Elmhurst, Illinois, og med vidtgående interesser i alt fra underholdning og jernbanevogne til militærbeklædning. Duchossois havde selv en lang militærkarriere bag sig: Han deltog aktivt i Anden Verdenskrig i Europa og forlod først militæret i 1946 med rang af major.
“Bare en mindre brand”
Richard Duchossois var netop kommet hjem fra et fødselsdagsselskab hen på morgenen den 31. juli 1985, da telefonen ringede i hjemmet i Barrington. Der var udbrudt en mindre brand på banen – overhovedet ikke noget at bekymre sig om, men man syntes alligevel, at manden, der mere end nogen anden tegnede Arlington, burde informeres.
Var det så bare stoppet dér. Men der gik ikke lang tid, før telefonen ringede igen, og nu bad man Duchossois komme til Arlington – branden havde bredt sig med voldsom hast. Det var et nedslående syn, der mødte ham: Tribunen og administrationsbygningen stod ikke til at redde trods en enorm indsats fra de mange brandfolk og frivillige, der strømmede til.
Miracle Million
Eksperterne var efterfølgende enige om, at Arlington Million umuligt kunne afholdes det år. Men man havde glemt at spørge Duchossois: “Banen har ikke på nogen måde lidt overlast. Græsset er perfekt, og jeg har en forpligtelse over for hesteejere verden over, hvoraf flere allerede har sendt deres heste langvejsfra – derfor bliver Arlington Million redet som planlagt den 25. august 1985.” Der var da 25 dage til.
“Some people said it would be impossible, but I said: I’m the owner, and we’re going to run the Million race. Period,” som Duchossois siden formulerede det.
Og hvad skete der så? Fra nær og fjern kom væddeløbsfans og hjalp håndværkerne med at opføre midlertidige overdækkede tribuner – på bare tre uger voksede en hel lille by af store pavilloner op. Alt blev ryddet efter branden, publikumsarealerne gjort klar, og begivenheden blev et tilløbsstykke med over 35.000 tilskuere, der så engelske Teleprompter slå Greinton i et tæt opløb. Teleprompter var opdrættet af den 18. Lord Derby i England og vandt foruden Budweiser Arlington Million også Queen Elizabeth II Stakes samt gruppeløb i Irland og Frankrig. Løbet gik over i historien som “The Miracle Million”.
Genopbygningen og de senere år
Den nye, imponerende tribune stod færdig, da banen genåbnede efter en omfattende ombygning i 1989. I 2000 fusionerede Arlington med Churchill Downs, og i 2002 nåede banen endnu en milepæl, da hele 46.118 tilskuere overværede Breeders’ Cup.
Duchossois modtog i 2004 en Eclipse Award for sit bidrag til sporten. I 2010 medvirkede banen i den populære tv-serie “Undercover Boss”, og i 2012 satte Arlington Million ny omsætningsrekord i totoen med 7.616.325 dollars – dengang cirka 68 millioner kroner.
Og navneforvirringen? Banen har gennem tiden skiftet mellem navnene Arlington International Racecourse og Arlington Park nogle gange – i dag hedder den Arlington Park.
Denne artikel er fra RaceTime Magazine nr. 1, 2017, og genudgives her som en del af GalopSports arkiv.

























