Millionerne ruller i Stockholm på tirsdag

Skandinavien er lige på tærsklen til at træde ind i sin absolutte hovedsæson, og det markeres ganske godt ved at kig på listen over løbsdage og storløbsbegivenheder i den kommende uges tid.


På tirsdag den 31. maj åbner Täby portene til årets hidtil i særklasse bedste løbsdag. Med på programmet er Stockholms Stora Pris (Gr.3) om 1,2 millioner svenske kroner, hoppernes klassiker Dianalöpning om 745.000 kroner, Bloomers’ Vase (L) om en halv million og Täby Vårsprint (L) om 400.000 kroner.

I Stockholms Stora Pris (Gr.3) over 1950 meter samles den ypperste skandinaviske elite i kampen om en førstepræmie på 700.000 kroner, og feltet tæller navne som Peas And Carrots, Theatrical Award, Moe Green, Tertullus, Sir Lando, Touch Of Hawk, Handsome Hawk, Runaway, Aces Star og Tertio Bloom. Der findes således fem tidligere skandinaviske Derbyvindere med i feltet – dog desværre ingen dansktrænede deltagere.

Det er der til gengæld i Dianalöpning, Sveriges svar på Englands 1000 Guineas og Danmarks Mowerinaløb, hvor Bent Olsen sadler Karakorun og Søren Jensen African Award. Der er fuldt hus med 15 heste i startboksen i opgøret, som ligeledes tæller de danskopdrættede klassehopper Golden Memory, Mink’s Aisha og Shamballa.

Dansk opdræt er også flot repræsenteret i Täby Vårsprint (L) igennem Wido Neuroth-trænede Alyshakeys, der endnu engang tager kampen op imod Skandinaviens klare sprinterkonge lige nu – Zawawi Racings Alcohuaz, Täby-specialisten Calrissian og danskejede Exhibition.

I Bloomers’ Vase (L) om en halv million kroner drejer det sig formentlig om “Entangle og alle de andre”. Entangle viste i sæsondebuten på Øvrevoll, at hun fortsat skal regnes som den ukronede milerdronning på de skandinaviske baner. For godt nok måtte hun nøjes med andenpladsen bag staldveninden Symbol Of Arch, men hun gav ved den lejlighed hele syv kilo væk – og det bliver uden tvivl en anden sag når hopperne tirsdag aften mødes fra lige vægt.

Med i Bloomers’ Vase (L) er ligeledes Black Type-vindere som Grafitti, La Zona og Demeanour, samt de danske aspiranter Härkila og Valley’s Pride.

Seneste artikler

Scroll to Top