fbpx

Michael Lund pensionerer sin championhoppe Gamine

Danske Michael Lund annoncerede tirsdag, at hans eminente championhoppe Gamine har startet for sidste gang og nu skal fortsætte tilværelsen som avlshoppe på Hill ‘n’ Dale i Kentucky.


Gamine og John Velazquez vinder Breeders’ Cup Filly & Mare Sprint (Gr.1) på Keeneland. Foto: Alex Evers/Eclipse Sportswire/Breeders’ Cup/CSM.

Gamine slutter karrieren med ni sejre i 11 starter, hvoraf de fem blev vundet i Grade-1-sammenhæng.

Into Mischief-datteren vandt som 3-årig både Acorn Stakes (G1), Test Stakes (G1) og Breeders’ Cup Filly & Mare Sprint (G1), og i fjor fortsatte hun ufortrødent med fire sejre på stribe, inden hun i sit titelforsvar af Breeders’ Cup Filly & Mare Sprint (G1) endte som tredje bag Ce Ce (Elusive Quality).


Gamine efter sejren i Breeders’ Cup Filly & Mare Sprint (G1). Foto: Wendy Wooley/Breeders’ Cup/Eclipse Sportswire/CSM.

Gamine indløb $1,771,550 i karrierens 11 starter og tjente lidt over $100,000 mere i karrieren end Michael Lunds tidligere stjerne Mor Spirit (Eskendereya), der blandt andet vandt Metropolitan Handicap (G1) og nu er avlshingst på Spendthrift Farm.

Michael Lund købte Gamine for 1,8 millioner dollars på Fasig-Tiptons Midatlantic Breeze Up Sale i 2019, men hun debuterede først godt 10 måneder senere med en overlegen sejr på sin hjemmebane Santa Anita for træner Bob Baffert.



Pensioneringen af Gamine kommer blot få dage efter, at Michael Lunds 2-årige hingst Flying Drummer (Gun Runner) aflagde sin maidentitel over 1600 meter dirt på Santa Anita.

Flying Drummer, som Lund har opkaldt efter én af sine gamle publikumsfavoritter på Klampenborg Galopbane, startede for fjerde gang efter at have indledt karrieren med to andenpladser i maidensammenhæng og en femteplads i Grade-1-opgøret American Pharoah Stakes.

Også Flying Drummer er et Breeze Up-køb. Lund og Baffert fandt hesten på Ocalas 2yo Horses in Training Sale i april og købte ham for $850,000.



Michael Lund og familien samlet i vindercirklen på Keeneland efter Gamines Breeders’ Cup-triumf. Foto: Bill Denver/Breeders’ Cup/Eclipse Sportswire/CSM.

Michael Lund indledte sit hesteejereventyr i USA i 2014 med hestene Cat Burglar (Unbridled’s Song), Holiday Camp (Street Boss), Olivia’s Greatdane (Ghostzapper) og One Lucky Dane (Lookin At Lucky).

Per i dag er danskeren noteret for 36 sejre, 25 andenpladser og 13 tredjepladser i 104 starter og præmier for $5,515,520, svarende til lidt over 36 millioner kroner.

Michael Lunds næste starthest er 3-årige Adare Manor (Uncle Mo), der på fredag den 7. januar starter i et maidenløb over 1600 meter dirt på Santa Anita.

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste nyheder

Scroll til toppen