fbpx

Meydan: Ikke fantastisk, men stadigvæk solidt

For anden uge i træk blev konkurrencen på Meydan overrumplende for de skandinaviske deltagere, men tre af de fire startende fik penge med sig tilbage, og Steinar – der ikke tjente penge – var klart forbedret i forhold til sæsondebuten.


Aftenens bedste skandinaviske præstation stod Patrick Wahl-trænede Silent Night (Night Of Thunder) for med sin sjetteplads i hoppernes Balanchine Stakes (Gr.2) over 1800 meter græs.

Faktisk lignede den svenskopdrættede hoppe midt i opløbet en potentiel podiekandidat, men hoppens gode speed ebbede ud over de sidste 200 meter for Dane O’Neill, og hun måtte til slut tage til takke med den sidste præmie på $3,600.

Sejren i Balanchine gik til Charlie Appleby-trænede Creative Flair (Dubawi), der slog Cape Verdi (Gr.2)-vinderen Pevensey Bay (Footstepsinthesand) og Dubai Love (Night Of Thunder).



William Buick var i sadlen på Godolphins vinder, og det blev samtidig rytterens tredje sejr denne aften ovenpå triumfer i Maktoum Challenge (Gr.2) med Hot Rod Charlie (Oxbow) og Oud Metha Stakes med Get Back Goldie (Goldencents), som begge trænes af amerikanske Doug O’Neill.

Raphael Freires Hotline Bling (Cotai Glory) og Niels Petersens Chiefof Comanches (Gormley) var de første skandinaviske navne i aktion.

De to 3-årige heste startede i Listed-opgøret Jumeirah Classic (L) over 1600 meter græs, og de endte henholdsvis femte og sjette gennem mål – et godt stykke fra vindende Sovereign Prince (Dubawi), men stadigvæk med æren intakt og med penge i bagagen.



For Hotline Bling var det årets anden start på Meydan efter at have debuteret over 1400 meter, mens Chiefof Comanches startede for første gang siden tredjepladsen bag Steinar (Union Rags) i sidste års Skånelandlöpning på Jägersro.

Netop Steinar fik 500 meter mere at løbe på i Al Bastakiya Trial, men det udvendige startspor gjorde ham absolut ingen tjenester, og Martin Rodriguez havde ikke andre valg end at blive langt ude i sporene hele vejen.

Rundt sidste del af opløbssvinget viste Steinar tænder, men den lange rejse sad til slut i kroppen, og parret endte på syvendepladsen – lige udenfor præmierækken – på lidt over syv længders afstand af vindende Withering (Mondialiste).

Både Steinar og Chiefof Comanches kan meget vel tænkes at starte i Al Bastakiya (L) over de 1900 meter dirt track på Super Saturday.



Se resultater og løbsrepriser fra Meydan hér.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top