Verglas-datteren Match Point var én af Skandinaviens bedste væddeløbshopper. Hun sejrede 12 gange og høstede fire tredjepladser i Listed-sammenhæng. Forleden blev hun mor til et hoppeføl efter Gruppe-2-vinderen Adaay (Kodiac).
Match Point fik efter sin afsluttede væddeløbskarriere et enkelt føl i Norge, den nu 3-årige Muy Sereno (Mutajally).
Derefter blev hun solgt til Irland, hvor hun i fjor fik et hingstføl efter Toronado.
Hun blev atter udbudt til salg i fjor på Goffs November Breeding Stock Sale, hvor svenske Pernilla Nilsson købte hende for 18,000 euro i fol ved Kodiac-sønnen Adaay.
Adaay, der var den første Kodiac-søn i avlen i England, vandt både Sandy Lane Stakes (Gr.2) og Hungerford Stakes (Gr.2) som 3-årig, og Match Points hoppeføl repræsenterer hans første årgang.

Blandt Match Points 12 karrieresejre var de mest meriterende de tre triumfer på stribe i Jägersros Scania Sprint, samt sejrene i Øvrevoll Sprint Cup og Göteborgs Stora Pris.
Desuden var hun to gange tredje i Lanwades Stud Jägersro Sprint (L) og ligeledes tredje i både Lanwades Stud Stakes (L) og Margareta Wettermarks Minneslöpning (L).
Match Point folede på Ljungstorps Stuteri i Skåne, hvor hun er booket ind til Racing Post Trophy (Gr.1)-vinderen Casamento (Shamardal).


























