Træner Søren Jensen fulgte l flot op på sine fire fremragende sejre på Derby Dag, da han lørdag eftermiddag sadlede tre vindere på Klampenborg, heriblandt i dagens to hovedbegivenheder.
I Klampenborg Classic over 2400 meter lykkedes det 5-årige Marron at snyde de to forhåndsfavoritter Django og Alnitak med sin altid stærke afslutning under Dina Danekilde.
Fra start lagde Superman pacen under Fernando Diaz med Django/Mark Larsen liggende lige bag sig. Det var vel forfentet, at St. Leger-vinderen Superman, der blot bar 53 kilo på ryggen, ville tage spidsen i opgøret, men tempoet blev aldrig særlig højt undervejs, hvilket også betød, at Superman meget hurtigt fik udspillet sin rolle på den lige strækning, hvor Django ganske let kunne gå forbi og længe så ud til at have fuldstændig styr på de lavere vægtede konkurrenter.
Men så fik Dina Danekilde for alvor fart på Marron, der fra sin velkendte position blandt de bageste undervejs skød bedst fart af alle ned gennem opløbet, og på trods af et ihærdigt forsøg på at holde føringen, måtte Django til slut give fortabt med hals til Be My Chief-sønnen, der her fik årets første sejr ovenpå sin eventyrlige sæson i fjor hvor han vandt både Kapps Stora Pris og Breeders’ Trophy Stayer i Stockholm.
Det var til gengæld Marrons første sejr på Klampenborgs græs siden 3-årssæsonen, og han fik dermed bevist at han ikke har glemt hvordan man vinder på hjemmebanen. Førstepræmien var 50.000 kroner værd for Stald Ras, som her kunne se deres 5-årige brune vallaks samlede indtjening stryge helt op under de 800.000 kroner.
Alnitak/Jacob Johansen indtog tredjepladsen i Klampenborg Classic, to længder foran Bongo Bello/Kim Andersen, mens Superman holdt hjem til den sidste præmie.
Flyer tog fjerde sejr på stribe
I Gentofte Kommunes Ærespræmie var det Flyer/Nicolaj Stott der sørgede for blomster til Søren Jensen og Stald Ras, da han med sin fjerde sejr på stribe gjorde dagen helt uforglemmelig for sine danske ejere.
Flyer sejrede ganske overlegent med tre længder i hænderne på Nicolaj Stott, og værste konkurrent, Opening Night/Jacob Johansen, kunne ingenting stille op mod den sparsomt startede og vældig progressive brune vallak, der i en alder af fire år vandt sejr nummer fem i 11 starter.
Tredjepladsen gik til Da Vinci/Manuel Santos før Kaiser Suzek/Dina Danekilde og Dooneq/Annelie Hollstenius på den sidste præmieplads.
Condor forbedrer sig også
Søren Jensens tredje dagssejr blev vundet med Elkær Stutteris Condor, der virkelig også har fundet melodien og sejrede uhyre overlegent i hænderne på Kim Andersen. Condor var til start i Stan Clayton Handicap over 2200 meter, og efter et meget sparsomt tempo undervejs, kunne Kendor-sønnen overspeede alt og alle indvendigt i banen over de sidste 450 meter og til slut vinde med tre længder foran Downbeat/Anette Svensson og Wrams Boss/Martin Rodriguez.
Condor er ligesom Flyer fire år gammel og meget sparsomt startet, idet dette blot var hans 10. karrierestart. Den brune vallak, der både er ejet og opdrættet af Elkær Stutteri, fik sin klassiske sæson ødelagt i fjor grundet en skade, og det er først i år han regelmæssigt har været bragt til start. Også her findes der masser af yderligere udvikling, og det er nærmest med garanti ikke sidste gang vi ser hesten løbe først over stregen i 2009.
Breeze-Up-sejr i Zwicky 2-års Maiden Serien
Klampenborgs forsvarende championtræner Bent Olsen fører igen i år championatskampen med klar afstand til sine nærmeste konkurrenter, men alligevel synes året hidtil at have været “stolpe-ud” for træneren, der virkelig har høstet mange andenpladser, men knap så mange vindere.
I Zwicky 2-års Maiden Serien over 1200 meter fik Olsen dog en god og vigtig vinder i Henrik Villadsens Tears Go By/Fernando Diaz, der i sit livs første start nedkæmpede Me Legend/Annelie Hollstenius med hals efter en medrivende duel ned gennem den lige strækning.
Tears Go By tjente tilmed en ret så ubeskeden sum penge for sejren i sit livs første start, idet hun udover propositionens førstepræmie på 30.000 kroner ligeledes sørgede for en Breeze Up-bonus udbetaling på 10.000 £ til ejer Henrik Villadsen, der købte Alhaarth-datteren i marts på Goffs Breeze Up Sale på Kempton Park.
“Bonusen på de 10.000 pund overstiger faktisk hvad vi gav for hoppen på auktionen, så det her er virkelig en dejlig og sjov sejr”, sagde en glad træner Bent Olsen efter at have modtaget staldens første 2-årsvinder i 2009.
Indtil videre er der registreret 28 Breeze-up-vindere på verdensplan i 2009, hvilket betyder, at der fortsat er 22 chancer for at vinde de 10.000 £ i bonus.
Grand Avenue udløste 200.000 kroner i V5
Nærmest som en tradition er den første løbsdag efter Derby Dagen fyldt med høje odds og store udbetalinger, og dagens største gevinst blev vundet i V5-spillet, hvor en enkelt dygtig spiller fra Korsør løb med Danske Spils garanti på 200.000 skattefrie kroner. Tillykke med det!
Det skete efter Stald Seasides Grand Avenue/Marc Stott vandt sit livs første sejr i sidste afdeling af V5-spillet efter tappert at have afvist et stærkt angreb fra Surf City/Annelie Hollstenius. De to første havde fem længder til Roswell på tredjepladsen.
Grand Avenue er en 4-årig vallak efter Final Appearance og hoppen Seaside Navigation, som selv løb i Stald Seasides farver. Det er således også Stald Seaside der har opdrættet hesten, hvilket naturligvis er en ekstra stor triumf for den offervillige danske stald med base hos træner Lars Jakobsen i Århus.
Løbsdagens øvrige vindere i Klampenborg var Boss/Ricardo Ramallo, Costumier/Manuel Santos og endelig Steel Fantasy/Shane Karlsson.























