Luxorline besejrede Lights Out i Derby Trial Stakes

Efter afbud fra tre af deltagerne, var feltet til Derby Trial Stakes over 2200 meter på Københavns Galopbane indskrumpet til bare fem heste.

Luxorline vinder Derby Trial Stakes foran favoritten Lights Out. Foto Burt Seeger.

Cathrine Erichsen-trænede Lights Out stillede trods topvægt op som soleklar, men Kateb-sønnen måtte dog se sig slået af en bedre hest på dagen – Bendt Jensen-trænede Luxorline, der med sejren løb sig direkte ind i Derbyvarmen.

Lights Outs jockey Kim Andersen valgte at diktere pacen fra start i den lette bane, og på bagsiden havde favoritduoen et par længder ned til forfølgerne der lå tæt samlet ind i opløbssvinget.

Da feltet ramte opløbet bad Kim Andersen Lights Out om at gøre arbejdet færdigt, men han fik hurtigt uventet modstand fra stærke Luxorline, og allerede med 250 meter tilbage havde Jacob Johansen fået overtaget og han kunne siden hen sikkert afgøre løbet med en halvanden længdes sejr foran Lights Out.

Norske Syphelle sluttede godt af til tredjepladsen fem længder bag Lights Out og fire længder foran Royal Eleven, der tog fjerdepladsen foran en distanceret Great White Shark.

Det var Luxorlines anden sejr i karrieren, den første var kommet i starten inden hvor Luxorline ligeledes med Jacob Johansen på ryggen nedkæmpede Berlioz.

Asaasy-sønnen udvikler sig forrygende for hver eneste start, og hestens faste træningsmakker, den 71-årige tidligere championtræner Franz Nutz, var naturligvis blandt de første til at modtage Luxorline i vindercirkelen efter sejren i Derby Trial Stakes.

I realiteten var Lights Outs præstation ikke dybt skuffende, idet han gav Luxorline fire kilo og selv gjorde det hårde arbejde undervejs, men selvfølgelig havde både træner Cathrine Erichsen og jockey Kim Andersen håbet på at Lights Out ville afgøre løbet uden problemer.

”Når en hest skal løbe Derby skal han helst være 100 % tændt på sin opgave, han skal udstråle viljen til at vinde – og det gør Lights Out desværre ikke i øjeblikket”, fortalte Kim Andersen allerede inden starten i Derby Trial Stakes, der hele foråret har haft Lights Out som sit Derbyridt, men om Skandinaviens championjockey ændrer mening efter nederlaget til Luxorline må tiden vise.


Magic Fact vinder sikkert Grundlovsløb foran Diaghilew og Ready Eddie. Foto Burt Seeger.

Grundlovsløb til Magic Fact

Et lille, men yderst kvalitativt felt på syv heste var bragt til start i Grundlovsløb over 1600 meter med 60.000 kroner i samlet præmiesum.

Her indfriede Jockey Club Cup (L)-vinderen Magic Fact favoritværdigheden ved at sejre let med halvanden længde foran Diaghilew og Ready Eddie, som gav de to første gennem mål hele tre kilo.

Rickard og Sky Runner sluttede henholdsvis fjerde og femte, mens nyimporten Annalong endte lige uden for præmierækken.

Magic Fact elsker Klampenborgs lette græstæppe, og med den form og forbedring Factual-sønnen hele tiden viser, er det synd at den svenske hest ikke er tilmeldt Pokalløb (L) på Derbydag.

Magic Fact trænes af Bodil Hallencreutz og ejes af Hallencreutz, Pramm og Lundström.


Red Ember i sit livs form

Træner- og HesteEjerForeningens Grand Prix Serie var efter tre indledende afdelinger endelig nået til klimaks, og det blev en særdeles flot finale med et forrygende opløb og den helt rigtige vinder i Stutteri Bakkehaves Red Ember, der virkelig er blomstret op som 4-årig og her tog sin tredje sejr i træk efter at have vundet først Breeders Cup Consolation og derefter 3. afdeling af Grand Prix Serien.

Ballet Prince-sønnen Red Ember blev sidste år nummer to i Larch Ærespræmie og viste fin flair for sit job, men det er først i år at den fukse vallak for alvor er begyndt at vise sit store potentiale.

Under Fredrik Johansson gik Red Ember fra en placering i den bageste del af feltet på bagsiden og rundt opløbssvinget frem i midten af banen og overspurtede let sine konkurrenter og vandt til slut sikkert foran Mountain King, Zackery, Balfour og Clouseau.

Sidstnævnte blev i øvrigt efterfølgende kåret som Forårets Hest af Klampenborg HesteEjerForening – dette må have været efter hård kamp med netop Red Ember!

Stutteri Bakkehave fik 30.000 kroner for sejren i Grand Prix Seriens finale, som har været et skønt sportsligt indslag fra Træner- og HesteEjerForeningens side, og vi må håbe at initiativet bliver gentaget til næste år.


Fin debut af Anaconda

Dagen bød i alt på to maidenløb for de 3-årige heste. Det første blev vundet af debuterende Anaconda fra Søren Jensens stald.

Anaconda fik en perfekt rejse af Kim Andersen, og havde i opløbet ingen problemer med at afgøre løbet foran en godt afsluttende Caerless, hvis første sejr heller ikke kan være langt væk længere.

Totofavoritten Grey Medallion sluttede på tredjepladsen. Anaconda, der ejes af Stald Santos, er lillebror til Petit Prix-vinderen Le Sall, og som søn af Asaasy deler Anaconda samtidig far med Derby Trial Stakes-vinderen Luxorline.

Dagens andet maidenløb blev vundet af Eko Stardust med Fredrik Johansson i bøjlerne.

Eko Stardust måtte dog slide i den første halvdel af opløbet for at ryste den længe førende Parachute af sig, men til slut trak Final Appearance-sønnen let fra til sejr på to længder.

Det var i øvrigt Fredrik Johanssons tredje dagssejr, så den svenske topjockey kunne med god grund tage hjem fra København med et smil på læben.

Seneste artikler

Scroll to Top