Let Oaks-sejr til La Zona på Jägersro

Så gjorde de det igen! Wido Neuroth, Fredrik Johansson og Stall Perlen satte sig fredag aften på endnu et skandinavisk storløb, da La Zona ganske let hev stikket hjem i FRBC Svenskt Oaks over 2400 meter på Jägersro.


Det var Singspiel-datterens første start over 2400 meter, og Fredrik Johansson placerede sig fra start et godt stykke tilbage i feltet, der blev anledt af Tragedienne/Kim Andersen med Härkila/Lennart Hammer lige bag sig og Flip Flopping Fly/Rafael Schistl udvendigt.

Det gik ikke voldsomt stærkt de første 1400 meter, og først på den sidste kilometer blev der skruet op for tempoet. Härkila var en af de første af biddet, mens La Zona ganske enkelt rundede sine konkurrenter og blev gjort klar til angreb i starten af opløbet. Her overtog favoritten hurtigt fronten, og derefter gjaldt det kun om at forsvare sig mod det stærke udvendige angreb fra Mirona/Martin Rodriguez, hvilket dog ikke blev noget problem.

La Zona vandt til slut let før Mirona, mens dennes staldveninde Lady Star Line/Manuel Martinez tog tredjepladsen.

Der var 263.000 svenske kroner i førstepræmie til La Zona, der her vandt sin tredje sejr i blot fire starter og samtidig rundede 800.000 kroner i indløbne præmier ovenpå sin tidligere sejr i Dianalöpning og andenpladsen i Norsk 1000 Guineas.


Svenskt Derby eller Norsk Oaks?

La Zona har nu enten mulighed for at tage kampen op mod de jævnaldrene hingste og vallakker i Svenskt Derby den 9. august, eller at tage endnu et møde med sit eget køn i Norsk Oaks tre dage tidligere. “Det er endnu ikke besluttet hvad vi gør med La Zona, for der er også det norske Derby at tage hensyn til”, sagde en glad Wido Neuroth efter sejren i FRBC Svenskt Oaks.


Swedish Girl i Arqana Altamira-Løpning

Den korte udgave af Oaks, Arqana Altamira-Løpning over 1730 meter gav favoritsejr til Fredrik Reuterskiøld-trænede Swedish Girl, der tog årets første sejr efter et smart ridt af brasilianske Rafael Schistl. Swedish Girl slog Match Point/Kim Andersen med en kvart længde, mens norske Madame If/Fernando Diaz blev tredje.

Førstepræmien var gode 125.000 kroner værd for Jenny, Jessica og Kerstin Lewin, der både er ejer og opdrætter af Swedish Shave-datteren.


Exhibition knuste Alcohuaz

Oaks-dagens sidste opgør var Haras de Bourgeauville-Löpning over 1200, hvor Alcohuaz forståeligt var gjort til dagens største favorit.

Den chilenske import strøg som forventet til front straks fra start, og rundt opløbssvinget så det ikke ud til at hans sejr skulle komme i fare. Men allerede ganske kort inde på den lige strækning knækkede Zawawi Racings sprinter helt sammen og lod den i midten af banen stærkt spurtende Exhibition/Manuel Martinez skyde forbi sig, mens danske Belvedere/Cathrine Weilby og norske Bien Dicho/Jacob Johansen ligeledes gik forbi i sidste del af opløbet.

En stor skuffelse for Zawawi Racing, der har indkøbt den dyre chilener til langt mere end han hidtil har vist, men til gengæld glædelig oprejsning til danske Kentaur A/S, der efter to skuffende præstationer her fik en forsmag på hvad Invincible Spirit-sønnen Exhibition virkelig kan. Exhibition trænes af Francisco Castro, der her måske har en ny ældre topsprinter i sin varetægt.

Seneste artikler

Scroll to Top