Et lille, men ganske kvalitativt felt mødtes i lørdagens Diplomatico Exclusiva Reserva Rum Championship Day Sprint over 1200 meter. Bedst på dagen var Bent Olsen-trænede Great Wish, som er ved at udvikle sig til en rigtig god 4-årig sprinter.
Night Of Thunder-sønnen vandt let med to længder for Carlos Lopez, der her tog den første af i alt fire dagssejre, og han udbyggede sin føring i Klampenborgs jockeychampionat, hvor han nu er oppe på 12 vindere.
Great Wish vandt Championship Day Sprint foran altid stabile Sandtastic (Footstepsinthesand), som også gik med et kilo mere på ryggen end sin konkurrent, og på tredjepladsen spurtede 14-årige Fiftyshadesfreed (Verglas) forbi Skandinaviens-debutanten Blueridge Silver (Siyouni).

Der var 50.000 kroner i førstepræmie til Lone Kaj-Nielsen’s bo, og det var anden sejr i lige så mange starter i år for Great Wish, der nu har vundet fem af sine 12 første karrierestarter.
Great Wish har yderligere den fordel, at han både er effektiv på græs og dirt, så Bent Olsen har rigeligt med fremadrettede muligheder med den flotte, fukse hingst.

Olsen fik i øvrigt sin anden dagssejr i Woodford Reserve Rye Bourbon Spring Handicap Class 3 over 1400 meter, hvor Susanne Springers 4-årige Camar (Advertise) vandt efter en medrivende opløbskamp og slog Navy Warrior (U S Navy Flag) og Quentino (Sea The Moon).
I sadlen på vinderen var bulgarske Angel Alekov Yulianov, som virkelig forstod at fejre sin sejr.
Camar vandt en enkelt gang som 3-årig i fjor, og dette var hans tredje start i 2025.
