fbpx

Kingof Pharoahs suveræn i Norsk Kriterium

Succesen for ejerparret Alice Weiste og John Christensen fortsætter også blandt den yngste årgang, og søndag blev Norsk Kriterium føjet til listen over storløbstriumfer i 2020.


Kingof Pharoahs forsvinder fra konkurrenterne i Norsk Kriterium. Foto: Hesteguiden.com

Nu var det Niels Petersen-trænede Kingof Pharoahs (American Pharoah), der med en suveræn opvisning forlod sine konkurrenter i Norges mest prestigefulde 2-årsløb, Norsk Kriterium, og vandt med lidt over tre længders afstand til Wido Neuroths yderst veltrukne debutant Like A King (Kingman).

Niels Petersen besatte også tredje- og fjerdepladsen med Twice As Happy (Footstepsinthesand) og Herewegodandy (Dandy Man), mens Wido Neuroth også snuppede den sidste præmie med Zeraphine (Mastercraftsman).

Kingof Pharoahs startede for anden gang i karrieren og fulgte nemt op på sin stråleden debutsejr i september.

“Han har nu en enkelt opgave tilbage i år, og det bliver Vinterfavoriternas Pris på Bro Park”, sagde Niels Petersen efter sejren.

Kingof Pharoahs kostede 110,000 pund da han i samarbejde med Edgar Byrne blev købt gennem Filip Zwicky Agency via et online-bud under Goffs UK Breeze Up Sale i juli.

Kingof Pharoahs og Carlos Lopez vinder Norsk Kriterium. Foto: Hesteguiden.com

Hingsten kom ligesom de øvrige 2-årige heste under Goffs UK-banneret til Skandinavien med en forhåndsanmeldelse til Svenskt Derby 2021.

Derudover blev han lige efter ankomsten til Norge efteranmeldt til Norsk Derby.

“Han viste igen, at han er en rigtig, rigtig god hest, som ejerne ikke bare har købt med henblik på Svenskt Derby, Norsk Derby og de øvrige skandinaviske storløb, men også som et emne til at kunne følge Bullof Wall Street ud i verden”, fortsatte Petersen.

Den fukse hingst blev spillet helt ned i 18:10 i totalisatoren, og han kunne supplere The JC Organizations præmiekonto med 111.563 norske kroner for Kriteriumssejren.

Niels Petersen med Kriteriumsvinderen Kingof Pharoahs. Foto: Hesteguiden.com

Kingof Pharoahs mor, Bertrando-datteren Final Fling, var i træning hos Jeff Mullins i USA og vandt bl.a. Grade-3-opgøret Santa Ysabel Stakes på Santa Anita og var tredje i Santa Anita Oaks (G1).

“Jeg er ikke i tvivl om, at Kingof Pharoahs er en endnu bedre hest på dirt, så at han kan levere som han gør på et så krævende et underlag som i dag, vidner om en hest lidt ud over det sædvanlige”, konkluderede Petersen.


Resultater: Øvrevoll, søndag 4. oktober


Se Norsk Kriterium herunder:


KINGOF PHAROAHS (USA)
fuks hingst 2018
v. American Pharoah (Pioneerof The Nile)
1. mor Final Fling (Bertrando)
2. mor Lily La Belle (Java Gold)
3. mor Proudest Cagey (Proudest Roman)
2 sejre i 2 karrierestarter.
152.188 NOK.
Hcp.: –
Ejer: The JC Organization ApS.
Træner: Niels Petersen.
Opdrætter: Aaron Sones.
Købt for £110,000 (Filip Zwicky Agency) på Goffs UK Breeze Up Sale 2020.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top