Kim A: The Khamsin bør vinde sikkert

Skandinaviens championjockey Kim Andersen er meget fortrøstningsfuld omkring The Khamsins sejrschancer i søndagens Tattersalls Dansk St. Leger på Klampenborg.

Efter to skuffende præstationer på Jägersros dirt track er Kateb-sønnen er nu tilbage på græsset hvor han i juni måned udklasserede sine konkurrenter i NCC Dansk Derby, og netop det faktum at hingsten igen har græs under hovene kommer ifølge Andersen til at spille en afgørende rolle:

“Han er slet ikke den samme hest på dirt track, hvor hans store aktion ikke lader ham få ordentlig fat i underlaget. Efter Svenskt Derby var han slet ikke den samme hest, men nu har han haft pause, og er han tilbage til sit ‘gamle jeg’ bør han uden tvivl vinde løbet”, udtaler rytteren.

Det er første gang The Khamsin skal prøve kræfter med distancen 2800 meter, men hans moderlinje er meget stayerbetonet, og hans ældre søskende har aldrig haft problemer med at stå hjem.

Kim Andersen er heller ikke et sekund i tvivl om at den stærke hest står hver en meter:

“Sådan som han løb i Dansk Derby, kunne han let have fortsat en omgang til uden at nogen var kommet i nærheden”, slutter Andersen, der vandt sit første St. Leger i 1993 med King Ceed, og i fjor strøg til tops med hoppen Liberty.

Seneste artikler

Scroll to Top