Carlitos Lopez, Niels Petersen og Kiri og Tom Glæsner Larsen fik sammen en gigantisk triumf på Meydan, da 3-årige Queen Azteca fredag aften forsvandt fra konkurrenterne og tog en overlegen otte længders sejr i Cocoa Beach Stakes.

Den amerikanskopdrættede hoppe indledte det 1600 meter lange opgør blandt de bageste i feltet, men planen var klar, og Lopez red sin hest med største selvtillid.
Rundt sidste del af opløbssvinget trak chileneren et spor ud i banen og rundede let Ruby Hamilton (Audible), hvorefter jagten gik ind på længe førende Arigatou Gozaimasu (Honest Mischief).
Sidstnævnte havde opbygget noget der lignede en solid føring, men Bernardo Pinheiro var chanceløs i bøjlerne, da Lopez og Queen Azteca fløj forbi indvendigt og siden udbyggede føringen til otte længder på målstregen.
Den trætte Arigatou Gozaimasu måtte også opgive andenpladsen til Taswaheen (Mendelssohn).

Sejren i Cocoa Beach Stakes var godt 475.000 danske kroner værd for Kiri og Tom Glæsner Larsens Glæsner Racing, og hun blev Niels Petersens anden vinder i Emiraterne.
Det var Queen Aztecas anden start på Meydan, og hun gik som Niels Petersen havde forventet meget frem i forhold til starten over 1400 meter den 20. december, hvor det blev til en andenplads bag Flama Sunshine (Flameaway). Samme Flama Sunshine var blot en skygge af sig selv denne gang og endte sidst blandt feltets ni deltagere.

“Vi vidste i forvejen, at hun står distance, og det var en stor hjælp, at de andre havde så meget fart på hjemmefra. Carlos red et flot løb, vidste hvad han sad på og lod de andre galoppere af sted. Han sad langt tilbage undervejs, men han gjorde det rigtige, og Queen Aztecas stamina kom ordentligt til udtryk – de andre stod stille til slut og det var vældig imponerende”, fortalte Niels Petersen efter løbet til GalopSport.

“Planen er, at vi går direkte til UAE Oaks den 21. februar. Der er ikke så mange andre hopper hernede end dem hun mødte denne gang, og der er ikke så mange der står distance heller. Det bliver absolut spændende”.
“Og så er det selvfølgelig en kæmpe glæde at lykkes med den satsning vi har taget med at sætte egen lokal stald op i Dubai. Det føles bare skønt lige nu, og jeg er dybt taknemlig for den opbakning hesteejerne har givet os. Uden dem var det ikke muligt, og jeg vil også takke det gode team, som arbejder hernede hver eneste dag”.
Queen Azteca blev købt for 30,000 guineas gennem agent Edgar Byrne på sidste års Tattersalls Guineas Breeze Up Sale i Newmarket, og det var med en forhåndsanmeldelse til Sveriges Derby og Oaks-Serie i 2025.
Efter den knusende opvisning denne januar-aften på Meydan, får Queen Azteca nu UAE Oaks (Gr.3) den 21. februar som sin helt store opgave under årets Dubai World Cup Carnival.

UAE Oaks (Gr.3) rides over 1900 meter dirt – 300 meter længere end dagens distance – og har en førstepræmie på 950.000 danske kroner.
Hvis det nogensinde er tilladt at drømme stort, så må tiden være inde til det nu.
Et kæmpe tillykke til Kiri, Tom, Carlitos og Niels!
