Flere Dubawi-sønner har allerede etableret sig som klassehingste i avlen. Jeg kan nævne Zarak, New Bay og Too Darn Hot, men længst fremme er Night Of Thunder, som sidste år blev nummer 10 på den europæiske statistik.

Dette kan meget vel blive klart forbedret i år, da Night Of Thunder har fået en forrygende start på 2025, og lige nu fører statistikken med ca. $100.000.
I Europa er det lavsæson, men i Emiraterne er der store beløb på spil i vintermånederne. I fredags blev et Gruppe-2-løb for hopper redet på Meydan. Cape Verdi Stakes blev vundet af engelskfødte Choisya foran irskopdrættede Romantic Style.
Begge hopper er efter Night Of Thunder og indbragte hhv. £110.000 og £37.000 til deres ejere.
Næsten samtidig, i Newcastle, var der to Class-2-løb på programmet, og det er i januar den højeste ”class”, da de bedste class-1 heste holder vinterferie.
Først vandt den 4-årige Night Of Thunder-søn Storm Star med £23.192 i førstepræmie. Løbet efter var det den 5-årige hoppe Cloud Couver (Night Of Thunder), der sejrede til samme præmiesum.
Lørdag eftermiddag var det største løb på Lingfield et handicap for 4-årige og ældre hopper. Her var det igen en Night Of Thunder-hoppe der sejrede. Den 4-årige Charlottes Web tjente £56.694, og mere end fordoblede sin samlede indtjening til nu £96.000.

Der har således været masser af reklame for Night Of Thunder de seneste dage. Han står i 2025 til en bedækningstakst på €150.000 på Darleys Kildangan Stud i Irland.
Night Of Thunder er ud af et drømmekryds med Dubawi som far, og med Galileo som morfar. Da Galileo (1998) er fire år ældre end Dubawi (2002), er det omvendte kryds en sjældenhed.
Moderen Forest Storm vandt selv i debuten som 2-årig på Curragh. Tre uger senere er hun kort slået til andenpladsen i et Listed på samme bane. Hun startede yderligere fire gange i karrieren uplaceret, og sluttede allerede som 3-årig.
Som væddeløber var Night Of Thunder selv af højeste klasse. Han vandt begge sine starter som 2-årig, som 3-årig vandt han det klassiske 2000 Guineas (Gr.1) i Newmarket. Som ældre sejrede han bl.a i Gruppe-1 løbet Lockinge Stakes på Newbury. Indtjeningen endte på £872.000 i 11 starter.
Som avlshingst har Night Of Thunder vundet 1st crop-, 2nd crop- og 3rd-crop championatet i Europa, og hidtil er han far til fem individuelle Gruppe-1-vindere i form af Highfield Princess (morfar Danehill), Desert Flower (morfar Hard Spun), Economics (morfar Peintre Celebre), Thundering Nights (morfar Cape Cross) og Kukeracha (morfar A P Indy).
Dertil kommer 12 individuelle Gruppe-2-vindere og 13 individuelle Gruppe-3-vindere.
På de skandinaviske baner har vi bl.a. været beriget med storløbsvindende døtre som Silent Night, Thunderey, Mystery Night og Thunder Sea.