fbpx

Juniper Tree Dansk Oaks: Malekha vandt for Wilson og Zawawi

Efter sin tredjeplads i The Macallan Dansk Derby var det søndag blevet Brian Wilson-trænede Malekhas tur til at triumfere i klassisk sammenhæng. Juniper Tree-datteren blev en sikker vinder af Juniper Tree Dansk Oaks.


Malekha vinder Juniper Tree Dansk Oaks foran Havana Red og My Little Sister. Foto: Burt Seeger.

Brian Wilson og ejer Waleed Zawawi havde hentet den i Panama fødte topjockey Eddie Pedroza til Klampenborg, og pengene var givet godt ud, for Malekha kunne ikke have fået en bedre rejse i 2020-udgaven af Hoppernes Derby.

Efter en rolig indledning og sikker ridning rundt tribunesvinget, blev der på bagsiden åbnet lidt mere op for sluserne med Sea The Shadow (Sea The Moon) som den førende før den svenske Oaks-vinder Alwaysonmymind (Appel Au Maitre).

Malekha vinder Juniper Tree Dansk Oaks foran Havana Red og My Little Sister. Foto: Burt Seeger.

Lige bag de to første fulgte My Little Sister (Kahyl) udvendigt for Malekha, mens Jacob Johansen skyggede favoritterne på ryggen af Havana Red (Havana Gold).

Ved indgangen til opløbet blev Sea The Shadow og Alwaysonmymind trukket nogle spor ud i banen, mens Pedroza skar svinget med indvendige Malekha, som i løbet af få galopspring overtog føringen og siden aldrig så sig tilbage.

Bagfra afsluttede Havana Red bedst af resten og fik til slut nedkæmpet My Little Sister i kampen om andenpladsen, mens Alwaysonmymind ikke formåede at genskabe sin storartede svenske Oaks-form fra Jägersros dirt på Klampenborgs græs. Den sidste præmie gik til Follow Me (Royal Experiment).

Brian Wilson og Eddie Pedroza jubler over Malekhas Oaks-triumf. Foto: Burt Seeger.

Malekha vandt Juniper Tree Dansk Oaks med små fire længder og blev klassisk vinder i sit livs syvende start. Det foreløbige facit for 2020 er tre sejre og to tredjepladser i fem starter.

Årets Oaks-vinder er opdrættet på York Stutteri af Zwicky Racing og Filip Zwicky Agency.

Hun er andet startende afkom ud af Fawzia Stakes-vinderen fra 2011, Mariyca (Daylami), og den første klassiske vinder efter Galileo-sønnen Juniper Tree.

Malekha startede to gange som 2-årig for sine opdrættere i Marc Stotts regi, inden hun i januar blev handlet privat af Zawawi Racing og flyttet til Brian Wilson på Trongården i Klampenborg.

Brian Wilson og Eddie Pedroza med Malekha. Foto: Burt Seeger.

Hun indledte sin klassiske kampagne med to sejre på stribe foran den nylige Bro Park Classic-vinder The Maestro (Juniper Tree), inden hun blev tredje i både Derby Trial Stakes og The Macallan Dansk Derby.

“Jeg ville allerhelst have haft min søn Oliver på ryggen af hende, men han var optaget af sit ridt for Marc Stott, og så valgte vi igen at hente en topjockey ind fra Tyskland”.

“Min ældste søn, Patrick, hjælper mig meget som rådgiver og gjorde opmærksom på, at Eddie Pedroza for nylig er vendt tilbage i sadlen efter en hofteoperation. Dernæst tog Patrick kontakt til ham og lavede aftalen”, sagde en glad Brian Wilson, der hér vandt sit første klassiske løb siden 1994, hvor Moto-Moonlight (Basiluzzo) netop vandt Dansk Oaks – og akkurat som med Malekha var det efter at have været tredje i Dansk Derby.

Brian Wilson, Maria Westman, Flemming Zwicky, Filip Zwicky med ærespræmier efter Malekhas sejr i Juniper Tree Dansk Oaks. Foto: Burt Seeger.

Malekhas næste start bliver efter alt at dømme i Dansk St. Leger, hvor hun atter kan møde Derbyvinderen Ready Teddy (Maxios) over de 2800 meter i sæsonens sidste Klampenborg-klassiker.

Resultat: Juniper Tree Dansk Oaks

Sejrsinterview med Brian Wilson (Fast Track Racing)



MALEKHA (DEN)
skimmel hoppe 2017
v. Juniper Tree (Galileo)
1. mor Mariyca (Daylami)
2. mor Masakala (Cadeaux Genereux)
3. mor Masawa (Alzao)
Søskende i Skandinavien: Mariyna (71), Hollywoodboulevard.
3. sejr i 7 karrierestarter.
322.400 DKK
Hcp. 81 (inden Dansk Oaks)
Ejer: Waleed Zawawi.
Træner: Brian Wilson.
Opdrætter: Zwicky Racing, Filip Zwicky Agency ApS på York Stutteri.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top