Jubilance tog fjerde sejr på stribe i Oslo

Bent Olsen-trænede Jubilance, der tidligere i år både har vundet Jyllandsløbet i Århus og Norsk 2000 Guineas på Øvrevoll, tog torsdag aften sin fjerde sejr på stribe, da han med Jacob Johansen på ryggen sikkert afgjorde dagens 3-årsløb over 1370 meter med en halv længde foran Niels Petersens Notnowhoney/Per-Anders Gråberg.


Jubilance var ude over den for ham uvante korte distance 1370 meter, og Jacob Johansen lod derfor hesten galoppere frit fra start. Oratorio-sønnen satte pacen indvendigt for Notnowhoney, men en overgang så situationen ud til at være i fare, da Jubilance brækkede ud rundt svinget.

I Norge må rytterne ikke have pisk med i andet end 2-årsløbene, hvilket adskillige trænere og ryttere kraftigt har kritiseret af sikkerhedsmæssige hensyn. Aftenens episode var med til at statutere et eksempel, og Jacob Johansen rystede også kraftigt på hovedet efter målstregen var passeret.

Lone Kaj-Nielsens 3-årige tophingst fik 36.750 norske kroner for sejren, og næste opgave for ham bliver formentlig Beierholm Golden Mile den 5. august på Klampenborg, hvor han for første gang skal ud mod en række af de bedste ældre milere.

Seneste artikler

Scroll to Top