Det blev Karola Larsson-trænede Itsagroom, der søndag eftermiddag kunne skrive sig ind i historien som den niende vinder af Ernst & Young Dansk Breeders’ Cup på Klampenborg Galopbane. Under Dina Danekilde sejrede den svenske gæst foran sidste års Derbyvinder Master Kid og dennes staldkammerat Superman.
Løbet blev som ventet åbnet med sidste års Mowerinavinder Sydney i front, mens Superman blev dirigeret frem udvendigt med Carpe Diem indvendigt for sig. Der blev ikke vendt meget rundt på stillingen rundt opløbssvinget, hvor Master Kid dog viste sig langt fremme og så ud til at have mest i tanken af alle i løbet, men længere nede i feltet sad Dina Danekilde dog på et rent kraftværk i Itsagroom, der ned gennem den lige strækning skød bedst fart af alle og til slut kunne trække fra til en sikker sejr.
Master Kid var lige så sikker på andenpladsen før Superman, mens den klare forhåndsfavorit Carpe Diem måtte nøjes med fjerdepladsen foran Opening Night der fik de sidste præmiepenge. Herefter fulgte Sydney, Le Roi og til sidst Cut Royale.
Der kan absolut intet tages fra Itsagrooms triumf, og blot må det konstateres at Trial-form ikke altid er til at hænge sin hat på. For blot tre uger siden mødtes syv af dagens deltagere nemlig i forprøven til Dansk Breeders’ Cup, og her blev udfaldet en sejr til Carpe Diem foran Itsagroom, og denne gang mødtes de to heste endda med klart bedre vægtbetingelser for Carpe Diems vedkommende. Itsagroom formåede alligevel at vende formen på Carpe Diem, samt at holde Superman bag sig, hvilket ligeledes var svært at læse sig til ud fra Trial-formen.
Master Kid var helt væk i forprøven, men det må siges at han ramte dagen perfekt – dog var der denne gang en for stærk modstander i mængden. Carpe Diem formåede ligesom i sidste års danske Derby ikke at leve op til favoritværdigheden, hvilket umiddelbart ikke kan skyldes andet end at han havde en offday og ikke fungerede optimalt på Klampenborgs hurtige underlag.
Førstepræmien på 200.000 danske kroner tilfaldt Itsagrooms ejer Mogens Andersen, der har ejet hingsten siden 2-årssæsonen. Itsagroom startede karrieren i træning hos Hans-Inge Larsen i Trelleborg, som 3-årig blev han flyttet til Fredrik Reuterskiölds stald på Jägersro, og i år er det altså Karola Larsson fra Genarp der har ansvaret for Itsabrahma-sønnen, der i øvrigt er ud af den tidligere danske og norske Oaks-vinder Saucy Girl, som tidligere har bragt storløbsvindere som Itsagirl, The Groom og Saucy Bird, og Saucy Girl er desuden også mor til en af dette års klassiske aspiranter, Mirona.
Vida Nova tog Consolation
I Ernst & Young Breeders’ Cup Consolation stjal den hjemvendte stjernejockey Lennart Hammer showet på ryggen af Hanne Bechmann-trænede Vida Nova. Hammer gav sine kollegaer en smart lektion i pacebedømmelse, da han tidligt tog greb om føringen på ryggen af feltets mindste hest og til slut akkurat kunne holde de ellers stærke angreb fra Eko Bel Air og Fabiola fra sig.
Vida Nova, der inden dagens start havde en enkelt sejr i maidensammenhæng på visitkortet, nød rigtig godt af den hurtige bane, og hun kæmpede bravt hver en meter til målstregen. Hoppen, der har Richard Of York som far og fantomhoppen Cinnamon som mor, tjente 30.000 kroner til sine ejere i House Of Horses.
Kinnari trodsede topvægten
Brian Wilson havde atter en god løbsdag på Klampenborg, hvor det foruden tredjepladsen i Breeders’ Consolation med Fabiola blev til to besøg i den rigtige side af vindercirkelen.
Allerede i dagens første løb kunne Wilson modtage Claus Reinhold-Andersen skimle hoppe Clauses Elisa sammen med Frida Nilsson efter sejren i et amatørløb over 1400 meter. Frida Nilsson, der havde overtaget ridtet fra den skadede Line Lykke Thomsen, nåede akkurat før målstregen at presse Clauses Elisa forbi længe førende Gameboy/Kristine Højsager, der virkelig må stå for tur når han allerede på fredag bringes til start igen på Klampenborg.
I Jens W. Trock Handicap over 1200 meter fik Stald Wilson endnu en sejr, denne gang med 5-årige Kinnari, der efter sin seneste triumf i Compact Governess Mindeløb (Klampenborg Store Sprint) nu var ude efter et handicap på 84 og dermed også løb med topvægten 61 kilo. Den høje vægt spillede dog ikke nogen rolle for Klampenborgs nuværende sprinterdronning, idet hun rundt opløbssvinget overtog føringen fra indvendige Irish Blues og derefter holdt stærkt ved hele vejen til målstregen.
Kinnari vandt i hænderne på Rafael Schistl ganske sikkert foran Curtail og Diaghilew, som hun gav henholdsvis to og fem kilo. Sejren var 24.000 kroner værd for Kinnari, der nu har indtjent 111.000 kroner til sin ejer Annie Iuul i årets tre første starter.
Second To None mod Jockeyklubbens Jubileumslöpning
I Tequila Heat Maidenløb for 3-årige og ældre heste havde Søren Jensens staldjockey Kim Andersen valgt at sætte sig på ryggen af Seeland Express, men sejren gik i stedet til staldkammeraten Second To None, der med Manuel Santos på ryggen blev en overlegen vinder over de 1200 meter.
Second To None kom ind på opløbsstrækningen side om side med Tom Pedersen-trænede Master Piece, men midtvejs i opløbet sagde Second To None farvel og tak og afgjorde legende let før Master Piece og den fint afsluttende Dan Silcastar.
Second To None, der ejes af Toca Racing og bl.a. er helbror til fantastiske Emil, ser lige som sin storebror ud til at være en hest der virkelig er værd at vente på, og han har hidtil gennemgået en enorm udvikling i løbet af sine fire første karrierestarter. Formen fra hans to tidligere løb i år har set i bakspejlet været upåklagelig, og han kan nu vende næsen mod Jockeyklubbens Jubileumslöpning (Svensk 2000 Guineas) i Stockholm som en ret interessant joker.
Søndagens tre øvrige handicaps resulterede alle i svenske sejre. Marie Lustig-trænede Pauls Pride går sine bedste løb i Klampenborg når banen er hurtig, og efter en stærk afslutning vandt han Louis B. Mayer Handicap for lærling Annelie Hollstenius i kamp med Mutafaqem og Finish First.
Annette Jönsson fulgte op med sæsondebuterende Ruinart i William Robinson Handicap. Ruinart trodsede den høje vægt 68 kilo og vandt sikkert i hænderne på Klampenborgs championjockey Jacob Johansen, mens ligeledes svenske Mrs Crow tog andenpladsen før Aalborg-gæsten De Luca.
Endelig rundede de blå/gule løbsdagen af med en sejr i den tredje og sidste indledende afdeling af Klampenborg HesteEjerForenings Grand Prix Serie. Her blev det endelig Gina Rooth-trænede Holma Ivorys tur til et besøg i vindercirkelen, og hoppen blev redet til sejr af Luis Santos, som blot havde dette ene ridt på dagen.

























