Irsk opdræt er førende i verden – foran Japan og USA

Hvilket land der er førende inden for opdræt er umiddelbart svært at dokumentere, men et bud kan baseres via statistikken fra ”Longines World Horse Ranking of 2025”.

Foto: Coolmore.

Longines er et af verdens førende urfirmaer, og de sponsorer den øverste myndighed indenfor galopssporten, IFHA, som står for International Federation of Horseracing Authorities. Her bliver der hver måned opdateret en ”Longines World Best Racehorse Ranking”.

Jeg har set nærmere på Top 200 for 2025, og der er ingen skandinaviske heste med. Men det er Irland, der fører an målt på de 10 højeste ratede heste fra hvert land. De syv førende lande har alle mindst ti heste i Top 200, og det er naturligvis eliten i international fuldblodsavl.


Top 10 ser således ud med gennemsnittet for de ti højeste ratede:

  1. Irland: 124.8
  2. Japan: 122.9
  3. USA: 122.7
  4. England: 119.5
  5. New Zealand: 118.8
  6. Frankrig: 118.3
  7. Australien: 117.4

At Irland topper er ikke så overraskende, men at afstanden til England er så stor er jeg dog lidt overrasket over. Mellem Japan og USA på anden- og tredjepladsen er der tæt på dødt løb.

Jeg har før fremhævet hvor stort galop er i det spillelystne Japan, som er det største bettingmarked i verden.

At New Zealand slår Australien er også lidt overraskende for mig, og skyldes i høj grad verdens bedste sprinter, Ka Ying Rising, der er ratet til 126.

Det er lidt lige som med England/Irland, at der er langt flere baner og løb i Australien, men opdræt er mindst lige så godt i New Zealand. Sådan er det også i Europa, hvor der er langt flere baner og løb i England, men opdræt er lige nu bedst i Irland.

Det tredje store land i Europa er naturligvis Frankrig. Årets bedste franske hest i 2025 var Prix de l’Arc-vinderen Daryz (Sea The Stars), der er rated til 127.

Irlands bedste hest i 2025, som også blev årets hest i verden er Calandagan (Gleneageles), som vandt både British Champion Stakes (G1) og Japan Cup (G1), og som er udførligt omtalt her på siden i en artikel fornylig.

Bedste japanske hest var Forever Young (Real Steel), der tog sig af både Dubai World Cup (Gr.1) og Breeders’ Cup Classic (G1). To af årets højeste doterede løb i verden. Forever Young er rated til 128.

I USA blev årets hest Sovereignity (Into Mischief), ligeledes rated til 128. Sovereignity vandt to ud af tre Triple Crown-løb: Kentucky Derby (G1) og Belmont Stakes (G1). Han stod over i det midterste af løbene, Preakness Stakes.

Løbene afvikles over kun fem uger, så det er hård kost, og kun to gange i dette århundrede har en hest har præsteret at vinde ”Triple Crown”. Sidste gang var i 2018, hvor Justify (Scat Daddy) præsterede dette, og han er allerede en kæmpe succes i avlen. Det er endnu uvist om Sovereignity fortsætter på banerne eller i avlen.

Ud over de syv førende lande, der er med i denne statistik, så havde tre lande flere heste med i Top 200. Det var Sydafrika, Brasilien og Argentina.

Der opdrættes ca. 90.000 fuldblodsheste globalt, så med relativ små bedækningstal i Skandinavien, er det lidt af et nåleøje at slå igennem i verdenstoppen.

Seneste artikler

Scroll to Top