“Hvis jeg kunne, ville jeg ikke bare købe galopheste. Jeg ville købe hele sporten. For hvis jeg kunne købe den, ville jeg gøre den større end The National Football League (NFL, red.). Så meget potentiale har den”.
Hvis det stod til Mike Repole, en af USA’s førende hesteejere, ville galopsporten undergå en komplet forvandling, og ovenstående udtalelse stammer fra et stort interview med Michele Macdonald i Racing Posts ‘Bloodstock Review of 2024″.
Repole, kendt for sine ikoniske blå og orange farver og store navne som Fierceness og nyligt afdøde Uncle Mo, beskriver bl.a. væddeløbssporten som et ‘brætspil uden brugsanvisning’, og han fremhæver, hvordan de fleste ytrer ønske om at ændre 90% af sporten, men ofte står magtesløse over for de dele, de ikke selv kan kontrollere.
I stedet forsømmes de 10% de rent faktisk har indflydelse på – og dermed forbliver status quo.
Repoles ord giver sikkert genklang hos mange, og også i min egen rejse med GalopSport.dk.
Fra ungdomsdrøm til konkret vision
Da jeg i 2000, som 18-årig, stiftede GalopSport.dk, var det drevet af en ungdommelig passion for galopsporten. Jeg drømte om at skabe et univers, der kunne samle og formidle sportens glæder og udfordringer.
Nu, næsten 25 år senere, ser jeg tilbage og spørger mig selv: Hvor tæt er jeg kommet på den oprindelige idé?
Sandheden er, at kun noget af den er realiseret. Måske havnede en del af mig undervejs et sted derovre blandt de 90%, som jeg alligevel ikke har nogen indflydelse på.
Men visionen lever endnu – og stærkere end nogensinde.
Visionen om at skabe et imødekommende, selvstændigt mediebureau, der fremmer dansk og skandinavisk fuldblodssport. Uafhængig af organisationer og baner, men stadigvæk en sparrings- og samarbejdspartner.
En ny tid for GalopSport
2024 har været et år med fokus på at genopfinde og styrke GalopSport.dk, og det kommende år markerer begyndelsen på en ny tid, hvor GalopSport bliver en del af Horse Racing Denmark.
Formålet? At gøre galopsportens historie, potentiale og tiltrækningskraft tilgængelig for mange flere – og præsentere sporten på den mest attraktive måde.
At skabe et langt større og kontinuerligt indhold i tekst, lyd, billeder og video, der tager publikum med på træningsbanerne, i staldene og på væddeløbsdagene.
At være et bevarende samlingspunkt for alle med interesse for galopsporten, hvilket inkluderer større kendskab til stutterier, avlshingste, væddeløbsbaner og de aktive.
At skabe et vejledende overblik for alle, der kan tænke sig at blive hesteejer, opdrætter, by-opdrætter, lærling, dyrlæge, beslagsmed, hestetransportør med mere.
Og fortsat være den faste kilde til nyheder, historier og faktuelle informationer, samlet på en platform som er fuldt ud dedikeret til dansk og skandinavisk fuldblodssport.
Allerede i årets første måneder tages de første skridt i udviklingen af Horse Racing Denmark og integrationen på GalopSport.dk. Efterhånden vil nye sektioner dukke op i takt med, at de færdigudvikles. Og der er meget at nå i løbet af de kommende 12 måneder.
Stiftelsen af Horse Racing Denmark lader sig gøre takket være en enorm opbakning fra nogle af galopsportens mest passionerede ildsjæle, som med deres tro på mit projekt og delte entusiasme giver muligheden for at skabe et selskab, der ikke bare hylder sporten og industrien, men forhåbentlig også styrker dens fremtid.
Og giver mig det bedste arbejde i verden.
Dette siger jeg af mit fuldblodsbankende hjerte, ydmygt, tusind gange tak for.
Rigtig godt nytår, og tak fordi du følger med.