I en meddelelse, som Santa Anita Park udsendte onsdag, udgør de enorme skovbrande, som lige nu hærger det nordlige Hollywood, ikke en direkte trussel mod banen og de opstaldede heste. Santa Anita assisterer dog alle, som frivilligt ønsker at evakuere deres heste.
De seneste dage har indbyggerne i Los Angeles været vidner til et mareridtsagtigt flammehav i Hollywood Hills og dets omgivelser, som bl.a. tæller mange boligområder – heriblandt Malibu.
Mange tusinde mennesker er evakueret fra deres hjem, som efterfølgende er brændt ned til grunden. Ilden spreder sig med voldsom hastighed på grund af de stærke vinde, den tætte bebyggelse og det tørre klima.
Mens branden torsdag morgen dansk tid blot er få hundrede meter fra de berømte gader Hollywood Boulevard og Sunset Boulevard, har Santa Anita Park heldigvis større afstand – ca. 10 kilometer – til flammerne, som dog let kan ses fra banearealet.
Banen ligger akkurat udenfor den obligatoriske evakueringszone.
“Vinden blæser fra øst mod vest, så røgen bevæger sig op mod bjergene og væk fra Santa Anita. Vi monitorerer brandene tæt og opdaterer med det samme hvis der sker ændringer”, tillægger Santa Anita i meddelelsen, hvor de også gør opmærksomme på, at alle der har ønske om at evakuere deres heste på grund af den dårlige luftkvalitet eller rent præventivt, får assistance af et frivilligt redningskorps.
Umiddelbart planlægger Santa Anita fortsat at afholde deres planlagte løbsdage både fredag og lørdag, hvorimod torsdagens ‘Simulcast Racing’ er aflyst. Onsdagens træning på banen var ligeledes aflyst.
Santa Anita skriver i sin meddelelse også, at alle der er blevet evakueret fra deres hjem i Arcadia, er velkomne til at besøge banens hovedtribune, hvor der er mulighed for at få mad og drikke.