fbpx

Bente Andresen og Lena Frandsen opdrætter begge fuldblodsheste. Den ene er ung og ny inden for sporten og den anden har været bidt af det i mange år. Fælles for dem begge er kærligheden til dyrene og spændingen ved at se afkommene cantre til start.


Da Bente Andresen og hendes mand købte gården Blesbjerg ved Bjendrup nær Aabenraa var det ikke udelukkende for at opfylde Bentes drøm om at opdrætte heste. Denne interesse er først kommet i de senere år.

“Men jeg har altid været bidt af fuldblodsheste. Jeg kan godt li’ deres temperament, at der er så meget fut i dem. Da jeg var mindre ville jeg gerne være jockey, men det er nu mange kilo og år siden at jeg har opgivet den drøm. Men ride på fuldblodsheste ville jeg, så jeg kontaktede Gert Jensen og spurgte om jeg måtte komme og ride nogle af hans heste. Jeg boede dengang i København og var i lære som kok, så når jeg havde fridage mødte jeg hos ham kl. seks om morgenen på Ordrupdal. Så stod hestene og var sadlet op og klar til en tur i Dyrehaven”.

Senere flyttede Bente Andresen med mand og det første barn til Valby og tog mange gange på udflugter til Dyrehaven.

“Her så jeg jo ofte de slanke mennesker på fuldblodsheste, og hver gang var det lige som der var et eller andet, der kogte op i mig igen”, smiler Bente.


I gang som avler

Bente Andresen og hendes mand købte gården i Bjerndrup i 1990 og få år senere fik Bente så sin første hest på stedet. Det var hoppen Pas Si Sage, som hun fik til sin 30 års fødselsdag.

“Jeg ville gerne have flere heste, og opdrætter Jørgen Pedersen fra Fyn blev ved med at sige til mig, at jeg skulle have fuldblod i min stald, så det er ham der har inspireret mig og fået mig i gang med avlen hernede.”

I dag har Bente fem hopper. De fire af dem, nemlig La Natte, Pas Si Sage, Jomfru Ane samt Orange Peel er alle i fol ved Kateb. Bente Andresen har dog planer om at sælge to af hopperne og købe to nye hopper i fol fra Frankrig.

“Jeg vil satse på det franske blod, så jeg regner med at tage derned i december på auktionen for at se, hvad jeg kan finde”, siger Bente Andresen.

På den danske auktion i år har opdrætteren to heste med, hingsten Creec Turque (Kateb/Legende Turque) samt hoppen Katena (Kateb/Pas Si Sage). Der har allerede været bud efter dem begge.

“Ja, jeg er blevet kontaktet og har fået et bud, men jeg sagde nej tak, jeg vil have dem begge på auktionen for at vise dem frem og se, hvad jeg kan få for dem”.


Kateb til Sønderjylland

For to år siden fik Bente Andresen avlshingsten Kateb ned til Blesbjerg ved noget af en tilfældighed.

“Jeg ringede til Dansk Galop og talte med Peter Knudsen om opstaldning af andre heste. Jeg spurgte ham også om hingste, og han fortalte mig, at der stod én hos Ib Larsen i Vig i Odsherred. Jeg ringede så til Ib Larsen som sagde, at jeg hellere end gerne måtte komme og hente Kateb, for han ville ikke have to hingste i sin stald. Han havde nemlig også Flyinfact stående og de stod dør om dør og kunne ikke tåle synet af hinanden. Han ville bedække med Flyinfact, og da Kateb ingen hopper fik det år, ville han gerne af med ham.”

Katebs ejer, Bent Mikkelsen, og Bente Andresen fik lavet en aftale om overflytningen af hingsten.

“Jo, vi fik en fin aftale. Jeg skulle selv sørge for at hente hesten og Bent Mikkelsen skulle have to fribedækninger hvert år, men jeg kunne så få alle bedækningsafgifterne og de føl jeg selv ville have.
Så det er simpelthen den måde jeg har fået ham herned på, der var ikke andre der ville have ham, mærkeligt nok, og det fortryder de jo nok nu”.
Bent Mikkelsen døde desværre i efteråret 2001, men mens han levede kontaktede han Bente Andresen mange gange.

“Han kom og besøgte Kateb et par gange efter at hesten var flyttet hertil, og han ringede også til mig flere gange om ugen for at fortælle mig, om jeg nu havde set eller hørt, hvor godt det gik for afkommene i løbene rundt omkring. Hans store drøm var, at Kateb kunne blive en konkurrent til Richard of York”, fortæller opdrætteren.


Kateb i avlen

I år har Kateb bedækket 11 hopper fra hele Danmark og de 10 af dem er kommet i fol. Med The Khamsins sejr i Dansk Derby og Hovmans 3. plads i Svensk Derby er interessen for Kateb steget kolossalt.

“Jeg har allerede nu fået 14 forudbestillinger til næste år, også fra Norge og måske også én fra Sverige. Men jeg tror der kommer flere, så jeg har bestilt 10 udebokse, hvor hopperne skal stå. Måske er det endda ikke nok, for de skal trods alt stå her i 3-4 uger, da hopperne bliver scannet før de forlader stedet her, så vi er sikre på, at de er i fol når de tager af sted”, forklarer Bente Andresen.

I år har prisen på en bedækning været 7.000 kr. inkl. moms. Til næste år stiger prisen til 10.000-12.000 + moms.
“Men hvis en ejer kommer med flere hopper får de rabat”, smiler Bente.


Skruer i højre bagben

For nogen tid siden fik Bente Andresen røntgenfotograferet Kateb, da hun syntes hun hørte knirkelyde, når hun trak med ham. Det viste sig, at hingsten i hele karrieren i Danmark har løbet med to skruer i højre bagben. Hvorfor og hvornår den har fået skruerne indopereret er uvist, men sikkert er det, at det er sket før Bent Mikkelsen købte den. Men at det vidner om høj klasse kan ingen tage fra den, når den har kunnet vinde 12 løb med et delvist skadet bagben.

I dag har Bente Andresen og Bent Mikkelsens søn Erik Elkhøj lavet en kontrakt om Kateb der går et godt stykke ud i fremtiden, og Bente fortæller, at Erik Elkhøj, der faktisk er allergisk over for heste, for første gang vil være til stede på åringsauktionen til september for at følge buddene på Katebs afkom.


Paganini Stud

Lena Frandsens stutteri ligger i Nr. Vissing nær Silkeborg. Hun har været i gang inden for galopsporten i mange år, først som en dygtig amatørrytter og siden som opdrætter.

Nu, hvor pensionsalderen er nået, havde Lena Frandsen egentlig en drøm om at udvide hoppebestanden fra de nuværende to til fire hopper i alt. Men som tiderne er i øjeblikket inden for dansk galopsport, er de planer skrinlagt for en tid.


Kendte Paganini-opdræt

Paganini Stud har i tidens løb leveret flere gode heste. Den mest kendte, og den som har lagt navn til Lena Frandsens stutteri er Paganini, der var vinder af 3 løb inkl. Jydsk Derby, 3. i Dansk og Svensk Derby og 2. i St. Leger. Hans helbror Stradivarius var vinder og 2. i Jockeyklubbens Jubilæumsløbning og 3. i Svensk St. Leger. Endvidere La Fleur, der var vinder af 3 løb inkl. Mowerina, Silver Blue, vinder af 3 løb inkl. Dansk Opdrætningsløb og 3. i Dansk Derby. Fra nyere tid kan nævnes Baryshnikov, som vandt 3 løb inkl. Produce Stakes og Petit Prix samt helsøsteren Choice, vinder af 2 løb inkl. Petit Prix.

Ved den kommende auktion kan stutteriet igen fremvise spændende afkom, begge moderlivsimporter.

De to hingste, Goodman (v. Atraf-Stately Favour) og Verdi (v. Dracula-Tycoon Girl) præsenterede sig godt, da Lena Frandsen stolt fremviste dem ved besøget på stutteriet.

Næste årgang er også godt på vej. Ude på folden sås Bocelli (hingst v. Final Appearance- Stately Favour) og Casanova (hingst v.Magic Ring-Bombay). Bombay blev købt i England i december 2001.

Lena Frandsen har denne sæson undladt at lade sine hopper ifole, bl.a. fordi hun ikke bryder sig om at skulle sende hoppe og føl væk til bedækning.

Også for Lena Frandsen på Paganini Stud bliver det spændende at følge buddene på årets auktion.

Picture of Merete Gorm

Merete Gorm

Født 1948 i Gentofte Kommune. Kontoruddannet fra forlag og har arbejdet med redaktionelle opgaver på forlag og reklamebureau. Endvidere annoncekonsulent for fagligt tidsskrift. Stort engagement for galopsporten og har været initiativtager og medarrangør af rejser til Irland og Newmarket for Stald KTAS. Har skrevet artikler for GalopSport siden 1998.

Seneste artikler

Scroll to Top