Én af Danmarks bedste ældre heste, Philidor-sønnen Easy Boy, skal i 2004 høre hjemme på Enghavelyst hos Klampenborgs ‘nye’ træner Hanne Bechmann.
Hanne Bechmann, der pr. 15. januar overtager Flemming Poulsens tidligere stald få minutter fra Københavns Galopbane, har fået overdraget ansvaret for Easy Boy af hestens ejer Line Høgh, som efter et ellers succesrigt år hos træner Desmond Scarlett har valgt at skifte træner.
Easy Boy har stort set aldrig sat en hov forkert i sin karriere; efter at gå ubesejret igennem sine to starter som 2-årig sluttede han på andenpladsen i Dansk Derby 2002 og var en kort slået tredje i Svenskt Breeders Trophy.
Dengang var han i Bent Olsens varetægt, men inden sæsonstarten i fjor blev han flyttet til Desmond Scarlett hvor han opnåede sejre i Stayer Pokalen, Breeders Cup Trial og Skandinavisk Grand Prix.
Derudover blev Easy Boy anden i Dansk Breeders Cup bag Ready Eddie i en sæson der indbragte ham mere end 300.000 kroner på præmiekontoen.
Hanne Bechmann overtager muligvis også 3-årige Mr Perfect, der har en flot afstamning som søn af Celtic Swing og Starry Night-datteren Grand Cru.
Grand Cru er søster til flere storløbsvindere og sågar moster til forrige års danske derbyvinder The Khamsin.
Hanne Bechmann har virkelig fået stor opbakning ved skiftet til Enghavelyst, og det er slet ikke umuligt at hun – måske lige på nær Dano-Mast – kan fortsætte hvor Flemming Poulsen slap i 2003.

























