Candy Ride-sønnen Gun Runner er den helt store sensation i nordamerikansk fuldblodsavl. Med kun fire årgange til start opnåede han i 2024 en andenplads på den samlede nordamerikanske hingstestatistik, og med den klart højeste gennemsnitsindtjening pr. startende hest på $91.549. Til sammenligning havde Champion Into Mischief en indtjening på $59.849 pr. hest.
At Gun Runner skulle blive en succes i avlen lå helt i kortene. I 19 starter blev det til en indtjening på næsten 16 millioner dollars. Det blev til 12 sejre, tre andenpladser og to tredjepladser.
De sidste fem starter i karrieren gav sejre Grade 1-løb, afsluttende med Breeders’ Cup Classic og Pegasus World Cup, der det år var det højest doterede løb i Nordamerika.
Gun Runner er dermed en af de bedste væddeløbsheste fra 10’erne, og allerede nu er han optaget i den nordamerikanske Hall Of Fame.
Med Candy Ride som far på en Giant’s Causeway hoppe er afstamingen også guldrandet. Candy Ride har hørt til i toppen i Nordamerika i flere år, og han er tidligere detaljeret beskrevet her på siden.
Moderen Quiet Dance er selv Grade 2-vinder, og morfaderen Giant’s Causeway var tidligere tre gange nordamerikansk championhingst.
I avlen slog Gun Runner igennem med et brag allerede med sin første årgang, hvor han vandy 1st crop sire-championatet suverænt. Sæsonen efter vandt han 2nd crop sire-championatet, og han er nu allerede oppe på en tredjeplads i det samlede championat.
I 2023 tog han et nyt championat for 3rd crop sires og fik en fjerdeplads samlet. I 2024 er han således rykket op på en andenplads samlet, og vinder naturligvis også 4th crop sire-championatet.
Det mest kendte afkom i 2024 er sønnen Sierra Leone, der bl.a vandt Breeders’ Cup Classic. I Triple Crown-opgørene blev det til en andenplads i Kentucky Derby og en tredjeplads i Belmont Stakes. Indtjeningen har rundet $6.000.000 i ni starter, og måske venter der også en gylden fremtid i avlen.
Jeg skrev for et par dage siden om Into Michief som kandiderer til, at være verdens bedste avlshingst. Jeg er ikke i tvivl om at Gun Runner er i mindst samme klasse, og måske allerede i år vil overhale Into Mischief som Nordamerikas førende avlshingst.
Lige som Into Mischief står Gun Runner i Kentucky, men på Three Chimneys Farm. Bedækningsprisen er den samme for begge, $250.000, og de to er sammen med Justify (Scat Daddy) de dyreste i Nordamerika.