fbpx

Goffs November Sale: Pinhooks af The JC Organization og Stall Perlen

Tredjedagen af Goffs November Foal Sale i Kildare bød på tre skandinaviske pinhooks – to til danske Alice Weiste og John Christensens The JC Organization og ét til norske Bente og Magne Jordangers Stall Perlen.


Lot 583 på Goffs November Foal Sale, en Chruchill-halvbror til Listed-vinderen Masekela, blev købt for 125,000 euro af The JC Organization. Foto: Filip Zwicky Agency.

The JC Organization sikrede sig i første omgang lot 583, en fuks hingst efter Coolmores firedobbelte Gruppe-1-vinder Churchill (Galileo), der blev købt for 125,000 euro gennem Filip Zwicky Agency og York Stutteri.

Hingsten er halvbror til ét af årets markante 2-årsnavne i England, Denford Stakes (L)-vinderen Masekela (El Kabeir), der efter en stærk afslutning var slået med kort hoved til andenpladsen i Superlative Stakes (Gr.2) bag den senere dobbelte Gruppe-1-vinder og ubesejrede 2-årschampion Native Trail (Oasis Dream).

Hingsten, der blev fremstillet af sin opdrætter Rathasker Stud, er ligeledes halvbror til Cape Verdi Stakes (Gr.2)-2’eren Asoof (Dubawi) og ud af Prix Royaumont (Gr.3)-vinderen Lady’s Purse (Doyen).


Lot 674, en hoppe tilhørende første årgang efter Coolmores dobbelte Gruppe-1-vinder Ten Sovereigns, blev købt for 165,000 euro af The JC Organization. Foto: The Castlebridge Consignment.

Godt 90 lotnumre senere slog samme team til igen og købte lot 674, en mørkebrun hoppe efter Middle Park Stakes (Gr.1)- og July Cup (Gr.1)-vinderen Ten Sovereigns (No Nay Never).

Hoppen, der blev fremstillet af The Castlebridge Consignment og kostede 165,000 euro, er ud af Noverre-datteren Sodashy og halvsøster til fire vindere inklusiv Listed-vinderen og Gruppe-2-placerede Talk Or Listen (Alhebayeb) og Listed-placerede Roussel (Kodiac).

Begge The JC Organizations nyerhvervelser sendes nu til Anna Sundström i Normandiet, og planen er, at de om 10 måneder skal genfremstilles på Goffs Orby Sale under Sundströms Coulonce-banner.

Den samme konstellation, som i år fik et opsigtsvækkende udfald med salget af en Footstepsinthesand-halvbror til Phoenix Stakes (Gr.1)-vinderen Lucky Vega for 630,000 euro til BBA Ireland og Zhang Yushengs Yulong Investment, efter The JC Organization havde købt hesten for 300,000 euro som føl.



Alice Weiste og John Christensen var i øvrigt også “underbidders” på netop Lucky Vega og den ovennævnte hingsts halvsøster under gårsdagens seance.

Hoppeføllet, der er efter 2000 Guineas (Gr.1)-vinderen Phoenix Of Spain (Lope De Vega), endte dog direkte på Zhang Yushengs hænder denne, da The JC Organization lod hammeren falde efter den kinesiske forretningsmands sidste bud på 195,000 euro gennem agenten Michael Donohue.


Sidst på tredjedagen var turen kommet til Skandinaviens championejer Stall Perlen, der igennem Peter & Ross Doyle Bloodstock sikrede sig lot 733, en fuks hingst efter Night Of Thunder (Dubawi).

Hingsten, der var fremstillet af Rathasker Stud og kostede 150,000 euro, er helbror til den dobbelte Listed-vinder Rumbles Of Thunder og til 2-årsvinderen Jersey Rose (Profitable).

Moderen Blanche Neige (Halling) er dobbelt vinder og helsøster til Prix Eugene Adam (Gr.2)-vinderen Harland, og halvsøster til supertalentfulde Musis Amica (Dawn Approach), der som 3-årig vandt Prix de la Grotte (Gr.3) inden hun sluttede anden i både Prix de Diane (Gr.1) – det franske Oaks – og Prix Vermeille (Gr.1).

Tredjemoderen er White Star Line (Northern Dancer), der selv vandt Alabama Stakes (Gr.1), Kentucky Oaks (Gr.1) og Delaware Oaks (Gr.1).

“Hingsten er købt som et pinhooking-projekt og bliver i Irland”, fortæller Magne Jordanger, som i forvejen har en forkærlighed for Darleys eminente avlshingst Night Of Thunder, der er far til Stall Perlens storløbsvindere Thunderey og Mystery Night.


Goffs fortsætter ugens store November Sale torsdag med føl, hvorefter avlshopperne tager over fredag og lørdag.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top