fbpx

Goffs November Sale: €140,000 for Dubawi-hoppe til York og Joca

Efter en Gruppe-1-vinder. Ud af en Gruppe-1-vinder. Og i fol ved en Gruppe-1-vinder. De tre sætninger kan bruges til at opsummere det hidtil mest bekostelige køb af en avlshoppe handlet til Skandinavien på en officiel auktion nogensinde, og det foregik fredag aften i Kildare.


Fire Blaze (Dubawi) blev købt for 140,000 euro af York Stutteri og Joca Stable. Foto: Godolphin.

Da lot 1225 gik i ringen på Goffs November Sale var det med en stålsat Alexander Elsass i byderens rolle på vegne af ham selv, hustruen Karina og parret bag pseudonymet Joca Stable, Jonna Andersen og Carsten Nørgaard.

Målet var den 10-årige avlshoppe Fire Blaze, der var vinder som 2-årig i Newmarket og opnåede en OR på 93 i løbet af sine blot fem karrierestarter i træning hos Charlie Appleby – blandt andet også godt hjulpet af sin præstation i den efterfølgende start i Queen Mary Stakes (Gr.2) på Royal Ascot, hvor hun kun var slået med syv længder af Rizeena (Iffraaj).

Alexander Elsass entrede først budkampen da Fire Blaze havde passeret 80,000 euro, og derefter bød han resolut og hurtigt for at affeje hvert eneste modsvar op til de 140,000 euro, hvor auktionarius Andrew Nolan til sidst kunne lade hammeren falde og gratulere “York Stud” med handlen.

Fire Blaze er én af i alt fem vindere hidtil ud af Clodovil-datteren Nahoodh, der i sin strålende karrierevandt både Falmouth Stakes (Gr.1) og Lowther Stakes (Gr.2), og desuden var hun anden i Matron Stakes (Gr.1) og fjerde i Prix Rotschild (Gr.1).

Søskende til Fire Blaze tæller blandt andet Listed-vinderen Hawkesbury (Shamardal), og moderlinjen rummer dertil navne som Prix d’Hedouville (Gr.3)-vinderen Not Just Swing og Listed-vinderne Misbegotten og Minoa.



Selv er Fire Blaze mor til to vindere ud af lige så mange startende afkom.

3-årsvinderen Search For Light (New Approach), der kun nåede at starte to gange som vinder og tredje med en OR på 82, og 2-årige Tinderbox (Farhh), der aflagde sin maidentitel på Kempton i august for John og Thady Gosden og har fået en OR på 86 efter tre starter.

I år har Fire Blaze en hingståring efter Harry Angel (Dark Angel) og et hoppeføl efter Blue Point (Shamardal).



Hoppen blev solgt i fol ved Darleys dobbelte Gruppe-1-vinder Earthlight (Shamardal), der tidligere på året indledte sin avlskarriere på Kildangan Stud i Kildare.

Earthlight vandt syv af sine ni karrierestarter og var ubesejret i fem starter som 2-årig, hvor det bl.a. blev til triumfer i Prix Morny (Gr.1) og Middle Park Stakes (Gr.1).

Som 3-årig vandt Earthlight to af sine fire starter – Prix du Pin (Gr.3) og Prix Kistena (L) – og han var fjerde bag Space Blues (Dubawi) i Prix Maurice de Gheest (Gr.1) inden han afsluttede karrieren som kort slået til andenpladsen af One Master (Fastnet Rock) i Prix de la Foret (Gr.1).

Fire Blaze har termin den 18. marts og skal fole i sit nye hjem på York Stutteri, hvor hun siden skal bedækkes ved Juniper Tree (Galileo).


Raaqyah (Elusive Quality) blev købt for 11,000 euro af Rävdansens Stuteri. Foto: Godolphin.

Købet af Fire Blaze var den ene af i alt fem skandinaviske handler på førstedagen af Goffs November Mares Sale, og forud for sidstedagen er der altså købt 12 heste af skandinaviske forbindelser i Irland.

Fredagens første handel stod årets mest vindende stutteri i Skandinavien Rävdansen for, da Ivan Sjöberg og datteren Karin gennem Filip Zwicky Agency sikrede sig hammerslaget på 11,000 euro på lot 1071 – den 6-årige amerikanske hoppe Raaqyah (Elusive Quality), som er ud af Dubai Millennium-datteren My Dubai og ligesom Fire Blaze blev fremstillet af Godolphin.



Raaqyah har startet syv gange placeret som 3-årig og er mor til to afkom – en hingståring og et hingstføl, der begge er efter Exceed And Excel.

Moderen My Dubai er halvsøster til avlshingsten Iffraaj (Zafonic), og tredjemoderen Park Appeal (Ahonoora) var championhoppe i Irland og England med sejre i Cheveley Park Stakes (Gr.1) og Moyglare Stud Stakes (Gr.1), og så er hun selv mor til bl.a. Lockinge Stakes (Gr.1)-vinderen og champion-avlshingsten Cape Cross.

Også Rävdansens nye hoppe er bedækket ved Darleys dobbelte Gruppe-1-vinder Earthlight.


Shine (Exceed And Excel) blev købt for 15,000 euro af Maria Robertz. Foto: Baroda Stud.

Ved lot 1100 var turen kommet til norske Maria Robertz, der for 15,000 euro fik hammerslaget på den 8-årige hoppe Shine (Exceed And Excel) ud af en Theatrical-halvsøster til Listed-vinderen Shamandar (Exceed And Excel).

Mormoderen Blushing Heiress (Blushing John) vandt bl.a. Wilshire Handicap (G2) og Palomar Handicap (G3) og er mor til Stakes-vinderen Winsome.



Længere nede på moderlinjen findes navne som sidste års amerikanske champion, Breeders’ Cup Classic (Gr.1)-, Kentucky Derby (Gr.1)- og Haskell Invitational (Gr.1)-vinder Authentic, Go For Wand Stakes (G1)-vinderen Seventh Street og Dubai Golden Shaheen (Gr.1)-vinderen Reynaldothewizard.

Shine er i fol ved Coolmores 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Magna Grecia (Invincible Spirit), der bedækkede for første gang i fjor til en bedækningstakst på 22,500 euro.


Shalailah (Showcasing) blev købt for 39,000 euro af WingCap AB i Sverige. Foto: Baroda Stud.

Dernæst kom turen til svenske Christian Elmehagens WingCap AB, der ligesom Maria Robertz købte en hoppe fra Baroda Stud.

Elmehagen fik for 39,000 euro hammerslaget på lot 1137, den 6-årige hoppe Shalailah (Showcasing), der var vinder som 2-årig og bl.a. placeret tredje i Silver Flash Stakes (Gr.3), hvilket indbragte hende en OR på 97.



Shalailah fik sit første afkom i fjor, en hingståring efter Kantharos (Lion Heart), og tidligere i år folede hun en hoppe efter Starspangledbanner (Choisir).

Shalailah er nu i fol ved Phoenix Of Spain (Lope De Vega) med termin den 16. april.


Apura (Oasis Dream) blev købt for 7,500 euro af Therése Staffansson. Foto: Goffs.

Fredagens sidste skandinaviske handel stod svenske Therése Staffansson for, da hun gennem Filip Zwicky Agency købte lot 1252, den 6-årige Oasis Dream-datter Apura fra Kiltinan Castle Stud.

Hoppen, der kostede 7,500 euro i ringen, er en ustartet halvsøster til Prix Ridgway (L)-vinderen Three Bodies (Domedriver), og moderen Three Mysteries, som er vinder i Frankrig, er selv halvsøster til den italienske champion og 1000 Guineas (Gr.2)-vinder Erin Bird, som igen er blevet mor til bl.a. den japanske Oaks (Gr.1)-vinder Erin Court.

Katalogsiden rummer øvrige topnavne som Champion Stakes (Gr.1)- og 2000 Guineas (Gr.1)-vinderen Spectrum, Yorkshire Oaks (Gr.1)- og Irish Oaks (Gr.1)-vinderen Petrushka og den eminente stayer Conduit, der både vandt Breeders’ Cup Turf (Gr.1), St. Leger (Gr.1) og King George VI & Queen Elizabeth II Stakes (Gr.1).

Apura er mor til tre afkom, hvoraf det ældste er 2-årige Cannacore (Ulysses), der har været placeret tre gange.

Derudover har Apura en hingståring efter Highland Reel og et hingstføl efter Sea The Moon, og hun er nu i fol ved Breeders’ Cup Juvenile Turf (Gr.1)-vinderen Bobby’s Kitten (Kitten’s Joy).



Goffs November Sale, der indledtes med fire dages følauktion, afsluttes lørdag med endnu dag med salg af avlshopper og flere potentielle skandinaviske handler på vej.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top