fbpx

Goffs Autumn Yearling Sale: Fire åringer til Danmark og Sverige

Førstedagen af Goffs Autumn Yearling Sale i Kildare bød på fire handler til købere fra Danmark og Sverige. Tirsdagens 10. dyreste lot stod danske Frank Hansens SVD A/S for med hammerslaget på en brun hingst ud af den tidligere skandinaviske championhoppe Kimola.


Hingståringen v. Make Believe ud af Kimola (King’s Theatre) i ringen på Goffs. Foto: Alex Cairns / ITM.

Frank Hansen, der i år har fejret sin første klassiske triumf som hesteejer med Mowerina-vinderen Marshi (Adaay), sikrede sig hingståringen for 44.000 euro gennem Filip Zwicky Agency, og hesten går nu i træning hos Bent Olsen på Klampenborg.

Kimola var den højest handicappede 3-årige hoppe i Skandinavien i 2002, hvor hun i Wido Neuroths træning både vandt Norsk Derby, Norsk Oaks, Norsk 1000 Guineas og Svenskt Oaks.

Senere i karrieren vandt hun også Scandinavia Cup (L) og Matchmaker Stakes (L), mens det blev til en lang række øvrige Listed-placeringer.


Hingsten efter Make Believe ud af den skandinaviske champion Kimola. Foto: Alex Cairns / ITM.

Efter endt løbskarriere blev Kimola solgt tilbage til sin irske opdrætter John O’Connor på Ballylinch Stud, hvor hun i stutteriet har produceret seks vindere ud af syv startende afkom – heriblandt Gruppe-3-placerede Whipless (Whipper), Hong Kong-vinderen Tomas An Tsioda (Bachelor Duke) og dennes ustartede helsøster Duchess K, der igen er mor til Listed-placerede Justanotherbottle.

Kimola er selv halvsøster til fire vindere inklusiv Gruppe-2-placerede Orange Jasmine (Masterclass), og moderlinjen tæller desuden den engelske championhoppe og 1000 Guineas (Gr.1)-vinder Katies, der siden blev mor til Japans 2- og 3-årschampion Hishi Amazon samt tredjemor til Japan Cup (Gr.1)-vinderen Admire Moon og én af øjeblikkets bedste heste i Japan, årets 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Efforia.

Hingståringen er efter den franske 2000 Guineas (Gr.1)- og Prix de la Foret (Gr.1)-vinder Make Believe (Makfi), der især har gjort sig bemærket som far til John og Thady Gosdens eminente Mishriff.

Mishriff vandt i fjor Prix du Jockey Club (Gr.1) og har siden triumferet i både Dubai Sheema Classic (Gr.1), Juddmonte International Stakes (Gr.1) og verdens rigeste væddeløb, The Saudi Cup.



Bent Olsen sikrede sig endnu en åring til stalden i form af lot 250, en hoppe efter Godolphins “World Champion Sprinter” Harry Angel (Dark Angel) ud af en vindende Storm Cat-halvsøster til Cherry Hinton Stakes (Gr.2)- og UAE 1000 Guineas (L)-vinderen Gamilati (Bernardini).

Hoppeåringen er søster til fire vindere inkl. Jebel Ali Stakes (L)-vinderen Galles (Bernardini), og mormoderen Illustrious Miss (Kingmambo) vandt bl.a. Fillies Stakes (Gr.3) og var tredje i Irish 1000 Guineas (Gr.1).


Ind imellem havde Bodil Hallencreutz købt lot 285, en brun hingst efter Kodiac-sønnen Prince Of Lir ud af den ustartede Footstepsinthesand-datter Jims Lady fra samme moderlinje som bl.a. Prix Morny (Gr.1)-vinderen Myboycharlie og Futurity Stakes (Gr.1)-vinderen Al Hareb.



Endelig afsluttedes den første af ugens to dage med åringsauktion med Alexandra og Patrick Wilsons køb af lot 402, en brun hingst efter Dragon Pulse (Kyllachy) ud af den ustartede Bahamian Bounty-datter Pascaline.

Pascaline er også mor til en endnu ustartet 2-årig hingst efter Buratino, og hun er søster til en tredobbelt vinder fra samme moderlinje som championhopperne Pass The Peace og Embassy, der begge vandt Cheveley Park Stakes (Gr.1) som 2-årige.

Alexandra og Patrick Wilson sikrede sig hingståringen for 5.000 euro, og hesten skal i træning hos Patricks far Brian Wilson på Trongården.

Goffs Autumn Yearling Sale fortsætter onsdag med mere end 200 nye åringer under hammeren.


Alexandra og Patrick Wilson var på plads under auktionen i Irland. Foto: Goffs.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top