fbpx

Globetrotteren Red Verdon udfordrer Square De Luynes

To engelsktrænede heste skal på søndag forsøge at stikke en kæp i hjulet på Square De Luynes hattrick i Stockholm Cup International (Gr.3). Ed Dunlops globetrotter Red Verdon og Archie Watsons Listed-vinder Outbox.


Ed Dunlop-trænede Red Verdon er blandt de mange internationale gæster på Bro Park den 19. september.

8-årige Red Verdon (Lemon Drop Kid) har været kloden rundt flere gange med opgaver i både Australien, Hong Kong, Dubai, Saudiarabien og flere steder i Europa.

Han startede senest i Prix Kergorlay (Gr.2) over 3000 meter i Deauville og sluttede tredje bag Skazino (Kendargent) og Rip Van Lips (Rip Van Winkle).

Outbox (Frankel) vandt i juni Listed-opgøret Fred Archer Stakes over 2400 meter i Newmarket og har siden været anden i John Smith’s Silver Cup Stakes (Gr.3) over 2800 meter i York.

Senest var han den 4. september fjerde ud af fem startende i Kemptons 2400 meter lange September Stakes (Gr.3).

David Egan er booket til ridtet på Red Verdon og Hollie Doyle sidder op på Outbox.


Square De Luynes har haft langt ned til konkurrenterne i de to seneste års udgaver af Stockholm Cup International (Gr.3). Herover ses ved sidste års sejr under Pat Cosgrave, der igen sidder op på søndag. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Udover de to års forsvarende vinder Square De Luynes (Manduro) og de to engelske gæster starter Sublissimo (Bertolini), Master Bloom (Pastorius), Jet Action (Camelot), Espen Hill (Helsinki), Von Blucher (Zoffany), Freed From Desire (Heeraat) og feltets eneste 3-årige individ, Wolfof Vancouver (Speightstown).

Archie Watson sadler også en deltager i de 2-åriges Appel Au Maitre Svealandlöpning over 1400 meter græs.

Hér rider Hollie Doyle Bated Breath-sønnen Last Hoorah, der i fire starter har en enkelt sejr og tre andenpladser med sig fra England.


Ubesejrede Mystery Night slår Miss Donalita i ITM Amacitalöpning. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Last Hoorah kommer til Stockholm med en OR på 81 og skal først og fremmest slå Wido Neuroths ubesejrede Amacita-vinder Mystery Night (Night Of Thunder), men feltet rummer også Caroline Malmborgs overlegne 10-længders debutvinder Princeton Graduate (Prince Of Lir) og Niels Petersens Chiefof Comanches (Gormley), der var anden bag Downtown Leo (Speightstown) i sin debut i The Heatherwold Cup.

Også i Tattersalls Nickes Minneslöpning (L) over 1600 meter dirt er der internationale gæster.

Archie Watson kommer med Stone Soldier (Mayson), Jane Chapple-Hyam med Ambassadorial (Elusive Quality) og Darryll Holland med Sun Power (Night Of Thunder).

Englænderne skal her krydse klinger med Duca Di Como (Clodovil), Jazz Explosion (Red Jazz), Everest Voice (Poet’s Voice) og Beach Road One (Mastercraftsman).


Duca Di Como har vundet de to seneste års udgaver af Nickes Minneslöpning (L). I fjor slog han Jazz Explosion med syv længder. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Ikke mindre end fire udenlandske navne er på plads i Bro Park Sprint Championship (L) over 1200 meter græs.

Hollie Doyle rider Archie Watsons Mighty Gurkha (Sepoy), David Egan sidder op på Jane Chapple-Hyams Aplomb (Lope De Vega) og Luke Morris er tilbage i sadlen på Archie Watsons Corinthia Knight (Society Rock), der vandt Bro Park Sprint Championship (L) i 2019.

Hér er de skandinaviske farver repræsenteret af Could Be King (Bated Breath), Sarookh (Speightstown), General De Vega (Lope De Vega), Prince Of Fjords (Prince Of Lir), Abolish (Sepoy), Mudawy (Dark Angel), Brian Ryan (Finjaan) og El Guanche (Power).


General De Vega vandt Bro Park Vårsprint (L) i juni – slår han til igen på Cup-dagen?. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

En enkelt udenlandsk gæst starter i hoppernes Lanwades Stud Stakes (L) over 1600 meter – Mich Channons 4-årige Dalanijujo (Night Of Thunder), der senest var anden over samme distance på Goodwood.

Stockholm Cup-dagen byder på i alt 11 løb med første start kl. 13:00.



Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste nyheder

Scroll til toppen