Galtee med Cash Asmussen vandt Stockholms Stora Pris (L)

Cash Asmussen vandt sit andet storløb på bare tre dage, da han i Stockholms Stora Pris (L) hjemførte sejren på tyske Galtee (Be My Guest – Gandria), trænet af Uwe Stoltefuss.


Cash Asmussen, der i søndags vandt Prix du Jockey Club (Gr.1) på Longchamp med hesten Dream Well, gæstede Täby for første gang, og det må siges at have båret frugt.

Norske Dulford Lad med Manuel Santos var anden, og Blue Chief med Janos Tandari indtog tredjepladsen.

Det 15 heste store felt talte Skandinaviens absolut største navne i øjeblikket, men end ikke den tidligere norske derbyvinder Inchrory, de nyimporterede Witch Hunt eller den svenske champion Songline kunne stille noget op mod 6-årige Galtee.

Forhåbentlig får vi Cash Asmussen at se igen i Skandinaviens fremtidige storløb.

Last Dance var eneste danske hest i feltet og sluttede på en 12. plads.


Pat Eddery tilbage

Den mange-årige engelske jockey-champion Pat Eddery, der sidste år red Harbour Dues til sejr i både Scandinavian Open Championship (L) og Stockholm Cup International (Gr.3), var efter rygproblemer sidste efterår tilbage på turfen i Stockholm og vandt endda også dagens andet hovedløb, Täby Vårsprint (L) med vidunderhoppen Hever Golf Rose, der løber i den europæiske sprinterelite på sit 5. år.

Sejren kom i hus foran Stand Tall med Paul Eddery i sadlen, og tredje var Anzio med Fredrik Johansson.

At der i dette løb var tale om et sprinterløb af europæisk klasse, var der ingen tvivl om, da de ellers så dominerende svenske sprintere Melmac, Windmachine og Sharp Matt, samt norske Hakiki sluttede blandt de allersidste.


Jockeyklubbens Jubileumslöpning

Det store svenske 2-års løb Jockeyklubbens Jubileumslöpning, der har en større præmiesum end det danske derby, blev vundet af svenske Maranello, der trænes af Tommy Gustafsson og blev redet til sejr af Fredrik Johansson.

På den måde fik svenskerne en lille revanche oven på den udenlandske triumf.

Engelske Hever Golf Ranger med Pat Eddery var ellers stærkt betroet, men denne måtte nøjes med 4. pladsen.

Dansk 2000 Guineas-toeren Exaltation med engelske Dane O’Neill var anden, kort foran D’Orsay med Joakim Brandt.

Polar Shadow med Mark Larsen var også at regne blandt de aller forreste, men hingsten sluttede lige uden for præmierækken.

Täby afholdt altså endnu fantastisk galopdag, hvor omsætningen kun var nogle få tusinde kroner fra at runde de 6 millioner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top