fbpx

Fourtimer til Petersen

Niels Petersen fik en glimrende formbesked til stalden forud for weekendens storløbsopgør på Klampenborg og Jägersro, da han sadlede ikke mindre end fire vindere hjemme på Øvrevoll.


Kasai og Carlos Lopez på vej mod sejren i Forsommerløp for 3-åringer. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com

I Forsommerløp for 3-åringer over 1370 meter græs vandt duoen Niels Petersen og Carlos Lopez med Stutteri Hjortebo-opdrættede Kasai (Center Divider), der let med fire længder slog Wido Neuroths Solveig (Wilshire Boulevard).

Førstepræmien var 50.000 norske kroner værd for Stall NOK.

Kasai er ud af Sinndar-datteren Golden Island og gik i første omgang tilbage for 30.000 kroner på Scandinavian Open Yearling Sale i 2018, hvorefter Niels Petersen slog til og købte hesten af Stutteri Hjortebo.

Golden Island, der selv kun startede få gange, er halvsøster til Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Royal Legend (Silca Legend), Auktionsløbsvinderen Hells Angel (Silca Legend) og Derby-2’eren Alvin (With Approval).

Mormoderen er den tidligere skandinaviske championhoppe, Intruder (Polish Precedent), der i Ole Larsens træning bl.a. vandt Fawzia Stakes, Sofierolöpning og Semb Hovedgård Hoppeløp, og bedst af alt var anden i det tyske Gruppe-3-opgør Oettingen-Rennen i Baden-Baden.

Golden Island har nu fået sin første vinder i stutteriet, og Kasai har senere på sommeren The Macallan Dansk Derby som én af årets klare hovedopgaver. På nuværende tidspunkt mangler han dog endnu et stykke vej for at nå op blandt de 15 bedste i rankingsammenhæng.


KASAI (DEN)
fuks vallak 2017
v. Center Divider (Giant’s Causeway)
1. mor Golden Island (Sinndar)
2. mor Royal Filly (Zilzal)
3. mor Intruder (Polish Precedent)
1. sejr i 4 karrierestarter.
70.208 NOK
Hcp. 71
Ejer: Stall NOK.
Træner: Niels Petersen.
Opdrætter: Stutteri Hjortebo.
Købt tilbage for 30.000 DKK på Scandinavian Open Yearling Sale i 2018.


Whispering Ocean aflægger maidentitlen for Carlos Lopez. Foto: Roger Svalsrød / hesteguiden.com

Forinden havde Niels Petersen og Carlos Lopez indledt løbsdagen med endnu en 3-årssejr, da Whispering Ocean (Le Havre) fulgte op på sin storartede debut på Nationaldagen bag Reine De Vega og Nordic med en overlegen sejr til oddset 1,25.

Whispering Ocean vandt let med to længder foran sin staldkammerat Raspberry Beret (Manduro), der ligesom Kasai kommer fra Stutteri Hjortebo i Danmark.

Whispering Ocean blev købt for 80,000 euro på Arqanas October Yearling Sale i 2018 og er ud af Prix Fille de l’Air (Gr.3)-vinderen Aiglonne (Silver Hawk), som i forvejen er mor til Prix d’Ispahan (Gr.1)-vinderen Mekhtaal (Sea The Stars), Prix Hocquart (Gr.2)-vinderen Democrate (Dalakhani) og Long Island Handicap (Gr.3)-vinderen Aigue Marine (Galileo).

“Han er en hest der løb ind i nogle seriøse problemer sidste år, hvorefter han blev opereret og efterfølgende er blevet taget meget let. Han har en fænomenal afstamning og viste allerede tidligt et stort talent, så vi har meget stor tiltro til hans fremtid”, kommenterer Niels Petersen.


WHISPERING OCEAN (FR)
brun hingst 2017
v. Le Havre (Noverre)
1. mor Aiglonne (Silver Hawk)
2. mor Majestic Role (Theatrical)
3. mor Autocratic (Tyrant)
1. sejr i 2 karrierestarter.
25.300 NOK
Hcp. –
Ejer: Stall Bright Side Of Life.
Træner: Niels Petersen.
Opdrætter: Haras Du Mezeray & Ecurie Skymarc Farm.
Købt for €80,000 på Arqana October Yearling Sale i 2018.


Petersen og Lopez’ tredje sejr sammen denne aften kom med 6-årige Kildare (Mastercraftsman) i Øvrevoll Hesteeierforenings Handicap, mens Petersens fjerde triumf kom i hus i aftenens amatørløb hvor James Fitzmaurice red Silver Dalen (Silver Frost) til årets anden sejr på Øvrevoll.


Resultater: Øvrevoll, torsdag 4. juni

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top