fbpx

Første Listed-sejr til Pusjkin i Peas And Carrots Mile (L)

Francisco Castro-trænede Pusjkin satte pris på at være tilbage på Jägersro, da han søndag eftermiddag ganske let hjemtog Peas And Carrots Mile (L) foran længe førende Plantstepsdream.



Plantstepsdream (Planteur) lagde ud i et malende tempo under Martin Rodriguez, og det betød, at det lille felt på blot fem heste blev spredt godt ud på bagsiden.

Elione Chaves holdt dog Pusjkin til ilden og kunne ved indgangen til opløbet for alvor smage sejren rykke nærmere. Plantstepsdream gav sig dog ikke uden kamp, men til slut var Pusjkin bare bedst og sejrede med en længde til førstepræmiens 150.000 svenske kronor.

Wido Neuroth tog både tredje- og fjerdepladsen med Thunderey (Night Of Thunder) og Downtown Leo (Speightstown), mens Weltruhm (Excelebration) på trods af sidstepladsen kunne glæde sig over en præmie på 15.000.

Der var forhåndsafbud fra Wolfof Vancouver (Speightstown) og Ellis St Martin (Zaahid).


Pusjkin vinder Peas And Carrots Mile (L) foran Plantstepsdream. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Pusjkin (Muhaarar) havde i fjor en 3-årssæson hvor han stod lidt i skyggen af de allerbedste. Han var anden i både Voterlöpning og Hurricanelöpning bag Wolfof Vancouver og fjerde i Svenskt Derby bag Stroxx Carlras (Footstepsinthesand).

I denne sæson er han imidlertid vokset med opgaverne. Han sprang Pramms Memorial (L) over i foråret, men vandt i stedet et handicap over 1600 meter samme dag, og i juli var han fjerde i Valley Chapel Memorial bag Wolfof Vancouver, Duca Di Como og Plantstepsdream.


Pusjkin modtages efter sejren i Peas And Carrots Mile (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Den 26. august slog hand dog både Wolfof Vancouver og Plantstepsdream fra lige vægt over 1600 meter, inden han senest mistrivedes på Bro Parks dirt track og endte som femte i Nickes Minneslöpning (L).

Tilbage på Jägersro kunne han nu bogføre sin karrieres første Listed-triumf, og samtidig rundede han en million svenske kronor i samlet præmiesum efter fem sejre i kun 15 starter.

Pusjkin bliver unægtelig spændende at følge igen til næste år, hvor Pramms Memorial (L) bliver den første store opgave.



Francisco Castro og Elione Chaves havde tidligere på dagen været på pletten med 2-årige Bushmill (Gleneagles), der også kan kalde sig ubesejret efter sit livs tredje start.


Bushmill besejrer Yoyo. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

For første gang var Bushmill ude over 1600 meter, og han formåede akkurat at holde stærkt afsluttende Yoyo (Charm Spirit) bag sig.

Feltet kom i mål med ganske få længder mellem nummer ét og fem, med Nina Lensviks Eternity Love (Juniper Tree) som tredje foran Rikke Bondes duo Snedronningen (El Kabeir) og Let’s Go Filip (Mondialiste).


Tucci og Diego Pedroza aflægger maidentitlen over 1000 meter. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

En anden flot 2-årssejr stod Bent Olsen-trænede Tucci (Brazen Beau) for, da han i hænderne på Diego Pedroza vandt med fem længder foran Francisco Castros Wortheverypingin (Profitable), som igen var fem længder foran Vanja Sandrups Bear Pong (Verde Mar).

Det var Tuccis tredje start i karrieren, men den første i regi Bent Olsen.



For andet år i træk vandt Ricardo Ramallos lynhurtige sprinter El Guanche (Power) Malmö Hösthandicap over 1200 meter.

El Guanche kunne sammen med Carlos Lopez holde Irish Action (Zoffany) og Zamson Zaid (Hallucinate) stangen til målstregen, og sejren var 75.000 kronor værd for PELU Läkarpraktik AB.


El Guanche slår Irish Action i Malmö Hösthandicap. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top