fbpx

“Først norsk Derbydag, derefter Fyensløbet”

Bent Olsen havde lørdag sendt 4-årige Lord Of Dublin til Aalborg som championstaldens eneste repræsentant, men førstepræmiens 60.000 kroner var værd at rejse efter, og Lord Shanakill-sønnen vandt efter hård kamp foran Street Boss og Monte Carlo. 


Lord Of Dublin/Jacob Johansen vinder NKI Champion Stakes foran Street Boss og Monte Carlo. Sidstnævnte blev siden deklasseret til fjerdepladsen. Foto: Ole Hindby.
Lord Of Dublin/Jacob Johansen vinder NKI Champion Stakes foran Street Boss og Monte Carlo. Sidstnævnte blev siden deklasseret til fjerdepladsen. Foto: Ole Hindby.

Sidstnævnte blev deklasseret til fjerdepladsen til fordel for Gentleman Jack.

Lord Of Dublin kom direkte fra en toppræstation på Klampenborgs Derbydag, hvor han var tredje bag Sergel og staldkammeraten Call Of Duty.

Distancen var 600 meter kortere denne gang, men hverken dét eller Aalborgs skarpe oval var noget problem for hesten, der i årets femte start tog karrierens anden sejr under Jacob Johansen, der også kun var rejst til Nordjylland for det ene ridt.

“Lord Of Dublin har altid haft talentet, men han er en svær hest at finde ud af. I fjor gik han nogle virkelig gode løb mod de bedste importer i årgangen – han var lige udenfor pengene i Norsk Derby, tredje i Voterlöpning og femte i Svenskt St. Leger. Vi har ikke rigtigt skudt os ind på hans distance endnu, men én ting er sikker, og det er at han er virkelig godt tilpas i øjeblikket og han er kommet godt over løbet i går”, siger Bent Olsen søndag morgen til GalopSport.


Lord Of Dublin/Jacob Johansen efter sejren. Foto: Ole Hindby.
Lord Of Dublin/Jacob Johansen efter sejren. Foto: Ole Hindby.

“Planen er nu, at vi går til Oslo om to uger. Han er meldt i et stort handicap over 2400 meter og bliver en del af et stort hold vi tager op til den norske Derbydag med. Derefter sigter vi på en start i Fyensløbet i midten af september”, konkluderer Olsen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top