Føltid: Årets første ankomst på Stutteri Hjortebo

Søndag den 12. januar, kort før midnat, kom årets første føl til verden på Stutteri Hjortebo i Bjerringbro. 5-årige Summer Twilight, som for bare en måned siden blev købt på Arqanas Vente de l’Elevage, folede en hoppe efter Cornwallis Stakes (Gr.3)-vinderen Sergei Prokofiev.


Christian Hjorth Buskop med det første føl på Stutteri Hjortebo i 2025. Foto: Stutteri Hjortebo.

“Et velskabt hoppeføl, der kom til verden i minus seks grader og et par tage før terminen”, fortæller Iben Hjorth Buskop mandag morgen til GalopSport.

Summer Twilight er selv ustartet og ud af den vindende New Approach-datter Betimes, som også var anden i Haydocks Sandy Lane Stakes (L). Summer Twilights Dubawi-halvsøster, Theory Of Time, er tredobbelt vinder i Frankrig og nu også gået videre i stutteriet.

Familien inkluderer desuden også Betimes’ halvsøster, Jebel Ali Sprint (L)-vinderen Take Ten (Bahamian Bounty) og Cammidge Trophy (L)-vinderen Aahayson (Noverre).

Tredjemoderen Rivers Rhapsody vandt Scarborough Stakes (L) og var tredje i både Temple Stakes (Gr.2) og King George Stakes (Gr.3).

Summer Twilight blev købt for €18,000 euro gennem Morten Buskop Bloodstock søndag den 8. december i Deauville. Foto: Zuzanna Lupa.

Det nyankomne hoppeføls far, Sergei Prokofiev (Scat Daddy), vandt fire gange som 2- og 3-årig, og foruden Cornwallis Stakes (Gr.3) triumferede han også i Rochestown Stakes (L) og Cork Stakes (L), mens det blev en tredjeplads i Coventry Stakes (Gr.2) under Royal Ascot.

Sergei Prokofiev fik en yderst lovende start på avlskarrieren i 2024, godt hjulpet af Marble Hill Stakes (Gr.3)-vinderen Arizona Blaze og en række andre eksplosive 2-årige navne – heriblandt National Stakes (L)-vinderen Enchanting Empress.

Hingsten er forud for den kommende bedækningssæson sat op fra £6,000 til £8,000 på Whitsbury Manor Stud i England.

Sergei Prokofiev. Foto: Whitsbury Manor Stud.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top