fbpx

Flemming Povlsen og Stig Tøfting i cykelduel

Otte sportslegender cykler onsdag d. 24. juli om kap på Jydsk Væddeløbsbane i en god sags tjeneste. Vinderen kan donere 25.000 kroner til et valgfrit godt formål.


De to lokale fodboldlegender Flemming Povlsen og Stig Tøfting er blandt de otte sportslegender som onsdag d. 24. juli kl. 17 dyster i Race of Legends på Jydsk Væddeløbsbane i Århus. Foto: Århus Stiftstidende

Jydsk Væddeløbsbane kommer onsdag d. 24. juli fra klokken 17 til at danne ramme om en usædvanlig kappestrid, ja faktisk mere end én.

Den århusianske hestesportsarena har indbudt en stribe lokale sportslegender til en kappestrid, hvor de kommer til at svede i en god sags tjeneste.

I et cykelløb over en omgang på travbanens grusunderlag dyster deltagerne om retten til at donere 25.000 kroner, skænket af arrangørerne, til et velgørende formål efter sportslegendens eget valg.

“Ideen opstod i forbindelse med, at vi samme dag fejrer naboskabet med Aarhus Cyklebane ved at afvikle nyskabelsen Aarhus Mesterskaberne i 1000 meter med deltagelse af en række af de bedste ryttere tilknyttet cyklebanen”, forklarer Flemming Sunn, direktør på Jydsk Væddeløbsbane.

“For at skabe en ekstra event, rettede vi henvendelse til en række lokale notabiliteter fra sportsverdenen, om de var friske til at stille op i en god sags tjeneste til en særlig kappestrid. Velviljen var stor og dermed var Race of Legends skabt”.


Deltagerne i Race of Legends er:

  • Flemming Povlsen, tidl. landsholdsspiller. Cykler for: Foreningen Cancerramte Børn
  • Stig Tøfting, tidl. landsholdsspiller. Cykler for: Red Barnet
  • Jacob Nielsen, direktør Aarhus Elite. Cykler for: Trygfondens Familiehus
  • Claus Pedersen, 15-dobbelt dansk mester i bordtennis. Cykler for: Det Kærlige Måltid
  • Birger Jørgensen, landets førende travkusk, tidl. verdensmester. Cykler for: Omsorgscenter PitStop i Viby
  • Steffen Wich, 11-dobbelt DM-vinder som head coach for Bakken Bears. Cykler for: Hjemløs i Aarhus
  • Tom Bonde, AGF-stjerne i 70’erne. Cykler for: Læger uden Grænser
  • Flemming Sunn, direktør Jydsk Væddeløbsbane. Cykler for: Julemærkefonden

Race of Legends køres på mountainbikes og deltagerne sendes af sted med flyvende start bag væddeløbsbanens startbil.

“Der er fri entre til arrangementet, som foruden Race of Legends og Aarhus Mesterskaberne i 1000 meter også byder på seks spændende galopløb. Vi håber at se masser af tilskuere i vores grønne oase med Ceres Park og Aarhus Cyklebane som naboer”, siger Flemming Sunn.


Cykelryttere udfordres af nyt underlag

Også for de erfarne cykelryttere venter der en usædvanlig udfordring, når cyklebanens hårde beton skiftes ud med væddeløbsbanens grusunderlag til Aarhus Mesterskaberne i 1000 meter.

“Vi forventer at cirka 15 af vore eliteryttere stiller til start, og vi glæder os til den anderledes udfordring på et for de fleste ryttere uvant underlag. Netop underlaget vil givet påvirke løbsafviklingen, og jeg tror, det på trods af den korte distance, bliver meget taktisk afviklede løb, men opgaven er ny, så vi ved faktisk ikke, hvad vi skal forvente. Det bliver nyt og meget spændende”, siger Johannes Ollerup Sall, formand for Aarhus Cyklebane.

Mesterskabet forventes afviklet med to indledende afdelinger og en finale.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top