Fantastiske Burry Boy vandt med ni længder

En af de bedste ældre skandinavisk-opdrættede heste er uden tvivl Bo Neumann-trænede Burry Boy (Final Appearance – Fast Row v. Saville Row).

Tirsdag aften var den på Stutteri Hjortebo-fødte hingst til start i Danderydlöpning over 2600 meter på en tung græsbane i Stockholm, og Burry Boy knuste al modstand og vandt overlegent med mere end ni længder foran Dhore, som yderligere havde tre længder ned til den svenske mester Tom Sawyer.

Joakim Brandt, der har haft en glimrende sensommer, var i bøjlerne på Burry Boy.

På hjemmebanen i Stockholm er der ikke mange der er bedre end den danskfødte hest, men desværre er han ikke god til at rejse, hvorfor vi nok ikke skal regne med at se ham på opgaver i Danmark.

Burry Boy ejes af Anna Brúnell og Ingegerd Rosén, som fik hesten for 32.000 kroner på Dansk Galops Åringsauktion i 1998 – et knaldgodt køb idet hesten nu har indsprunget mere end 440.000 kroner.

På 20 starter har Burry Boy vundet syv løb, mens det er blevet til fire anden- og fire tredjepladser.

Seneste artikler

Scroll to Top