Med sin femte sejr i bare seks starter manifesterede Stutteri Skovmarkens Amalia sig endnu engang som den yngstes årgangs dronning i Danmark.

Seeland Dansk Kriterium er det bedst betalte og mest prestigefyldte opgør for de 2-årige i Danmark, og førstepræmiens 125.000 kroner gik ikke overraskende til storfavoritten Amalia, som ikke bare tog den femte sejr på seks starter – det var også den fjerde i storløbssammenhæng!
Be My Chief-datteren har været ganske urørlig siden hun aflagde maidentitelen i sit livs anden start, og det ser ud til at hun fortsat bliver bedre fra start til start.
Den svenske gæst Rue La Fayette lagde som ventet ud i et højt tempo, og Sara Slot vidste at hendes eneste chance for at slå Amalia var at slippe væk rundt opløbssvinget.
Kim Andersen var dog iskold på ryggen af Amalia, og da de to heste ramte opløbet gik den danske favorit først op på siden og derefter let forbi Rue La Fayette, som blev efterladt midt i banen.
Mens Amalia forsvandt helt ude ved rækværket kom Wido Neuroth-trænede Raadyr frem i et godt angreb, og selv om den norske gæst ikke kunne stille noget op imod vinderen, gik hun alligevel vældig fint til andenpladsen.

Sky Runner i Skandinavisk Grand Prix
Seeland Skandinavisk Grand Prix over 1800 meter havde samlet et felt på 13 heste i kampen om 135.000 kroner.
Hans-Inge Larsen-trænede Vetrotex var favorit i form af sit høje handicap-tal, men endnu engang blev den alt for korte distance afgørende for Vetrotex’ præstation, idet den tidligere danske derbyvinder aldrig nåede at komme i gang.
I stedet gik sejren Lisa Gautier-trænede Sky Runner, der under Mark Larsen skød frem til en let sejr midt i banen, mens der var virkelig hård kamp om andenpladsen, som tilfaldt Rickard/David P. Sanchez.
4-årige Sky Runner har forbedret sig gennem hele denne sæson, og efter en fin andenplads bag Tesorero i de Svenske Mesterskaber og nu sejren i Seeland Skandinavisk Grand Prix har Domynsky-sønnen taget et godt skridt frem mod milereliten.
Consolation til Phoenix Fabulous
For andet år i træk vandt Søren Jensen Seeland Kriterium Consolation med en debutant – veltrukne Phoenix Fabulous, der allerede i sit prøveløb viste et stort talent, fik efter et afventende ridt marchordre af Kim Andersen i opløbet, hvorefter hingsten gik fra til sikker sejr, selvom han løb meget grønt da han ramte fronten.
Phoenix Fabulous er faldet efter Diaghlyphard og Amira, hvilket gør ham halvbror til gode heste som Timo og Namir.

























